Andreas Helgstrand fylder 40 år i morgen

01-10-2017 13:20

En af tidens allermest markante personligheder i dressursporten, danske Andreas Helgstrand, fylder 40 år i morgen mandag den 2. oktober 2017

Copyright Ridehesten.com
Som de fleste kender Andreas Helgstrand: En eftertragtet mand og ofte midt i en hestehandel.

Mandag den 2. oktober 2017 fylder berider Andreas Helgstrand 40 år. Som dressurrytter har Andreas vundet VM sølv og bronze i 2006, OL-holdbronze i 2008 og har mange topplaceringer ved World Cups og internationale stævner, lige som han fire år i træk har vundet DM på fire forskellige heste og ved VM for ungheste har vundet flere guld- og sølvmedaljer. Hans VM 2006-kürridt på Blue Hors Matiné har været vist på Youtube over 19 millioner gange!

Sideløbende med sin succes i sadlen er Andreas blevet en eftertragtet og lige så succesfuld træner, men han er efterhånden mest kendt som en indflydelsesrig, international hestehandler igennem sin virksomhed Helgstrand Dressage, som han på få år har udviklet til et firma med en stor millionomsætning. Helgstrand Dressage i Nordjylland er arbejdsplads for nogle af verdens bedste unghesteryttere såvel som Grand Prix-ryttere, og det er hjemsted for nogle af verdens mest talentfulde dressurheste.

Andreas, der oprindeligt kommer fra Amager og er søn af Ewa og Ulf Helgstrand, er gift med Marianne Helgstrand, og sammen har de sønnerne Alexander og William.

Ridehesten.com ønsker varmt tillykke med den runde fødselsdag i morgen!

Copyright Ridehesten.com
Andreas og Marianne Helgstrand i den nye VIP Lounge på Uggerhalne Ridecenter.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner