Thomas Bach Jensen
Grand Prix-rytter Lisa Müller har haft flere internationale sejre, men hendes karriere tog for alvor fart, da Isabell Werth overtog trænerrollen i 2016 sammen med hendes trofaste træner gennem mange år, Götz Brinkmann. Her førte det Lisa til talrige sejre på hesten Stand By Me op til international dressur og tilmed en plads på det tyske bruttolandshold. Nu er Lisa imidlertid klar til at tilføje endnu en Grand Prix-hest til samlingen med den dobbelte Verdensmester og anerkendte avlshingst, D’avie.
– Nu har jeg selv haft fornøjelsen af at ride D’avie på det sidste, og udover at være en hest, der gør alt for sin rytter, er han bare så fintfølende, at du med de mindste hjælpere kan ride ham rundt. Derfor glæder det mig, at Lisa i samarbejde med Isabell skal overtage uddannelsen af ham. Han er stadig en ung hest, men med så meget potentiale, at der slet ikke er grænser for, hvad han kan opnå. Vi glæder os utrolig meget til at følge dem på sidelinjen, fortæller Andreas Helgstrand.
D’avie efter Don Juan de Hus/Londonderry har i den grad formået at slå sit navn fast, da han under spanske Severo Jurado López overlegent vandt det prestigefyldte Unghesteverdensmesterskab to år i træk for hhv. 6- og 7-års i hollandske Ermelo. D’avie er en hest, der ikke alene gør sig gældende på stævnebanerne, men som også er en eftertragtet avlshingst. Når man betragter hans afkom, kan man i den grad konkludere, at han videregiver sit grandiose udtryk, moderne type og tre helt exceptionelle grundgangarter til sine afkom.
– D’avie har vist sit værd som avlshingst, når vi ser på hans afkom. Vi har et avlssamarbejde med Château de Fontaine i Frankrig – et projekt, der ledes af Bolette Wandt. Her er der udtaget æg fra eksempelvis Queenparks Wendy, hvor vi har set det første embryoafkom med D’avie som fader. Og jeg lover jer, at her er et føl af exceptionel kvalitet! Når man kombinerer det bedste fra to verdener, får man også det bedste slutprodukt, fortæller Andreas og tilføjer; hele vores koncept går ud på at købe lovende ungheste, uddanne og sælge dem, når de er godt på vej i sporten, og ikke mindst, når vi har sikret os nogle gode afkom efter dem.
D’avie vil fortsat stå til rådighed for avlerne med vilkår, der minder om Helgstrands. Der kommer yderligere info, når det nye setup for sæsonen 2021 er klar.