Maja Golles
Arrangørerne bag det tredobbelte EM, European-Herning ApS, har indgået sponsoraftale med GlobalConnect. GlobalConnect er Danmarks førende alternative udbyder af løsninger til effektiv og sikker data- og telekommunikation. De dækker hele Danmark, Nordtyskland og dele af Sverige med et mere end 12.000 kml angt højhastighedsnetværk baseret på optisk fiber og 7.000 m² datacentre.
Niels Zibrandtsen, adm. direktør for GlobalConnect, fortæller om sponsoraftalen: – Vi har indgået aftale med European-Herning ApS for at være med til at støtte op om og tiltrække flere store arrangementer, som skaber vækst i Danmark. Samtidigt giver vi support til unge i en aktiv sport.
Direktør for European-Herning ApS, Jens Trabjerg, sætter pris på aftalen med GlobalConnect og udtaler: – Det er altid glædeligt at få nye samarbejdspartnere. Specielt når det betyder, at vi som arrangører får mulighed for at udvide konceptet. GlobalConnect er i forbindelse med afviklingen af mesterskaberne både Trophy sponsor for det individuelle europamesterskab i dressur og samtidig sponsor på U-25 klasserne. Dette muliggør også, at vi kan afvikle en finale for U-25 rytterne i forbindelse med World Cup i uge 42, oplyser Jens Trabjerg.
I august 2013 er Danmark vært for den helt særlige sportsbegivenhed: ECCO FEI European Championships, som er europamesterskaberne i både dressur og springning for seniorryttere samt det europæiske mesterskab for paradressurrytterne. Det afholdes alt sammen i MCH Messecenter Herning i dagene 20.-25. august 2013.
Besøg European-Hernings hjemmeside her.