Annika Knudsen Lorentsen
Hele 19 nationer samles i de internationale springklasser, der afholdes i forbindelse med Dansk Varmblods Hingstekåring 2023.
Blandt de tilmeldte ryttere er mange interessante, og fra Sverige kommer blandt andre Jens Fredricson. Jens Fredricson var en del af det guldvindende svenske hold ved VM i Herning i 2022, og han har flere gange tidligere deltaget ved de internationale stævner i Herning. Med sig bringer han blandt andet sin VM-hest, den 12-årige Markan Cosmopolit e. Cohiba 1198/Calido I.
Der kommer mange ryttere fra vores naboland, Sverige, og blandt dem er også OL-rytter Rolf-Göran Bengtsson, der har tilmeldt fire heste i de internationale springkonkurrencer. Rolf-Göran bliver en særdeles travl mand i Herning, for foruden at deltage i de internationale klasser, skal han også agere testrytter i Dansk Hesteforsikring Unghestechampionatet i springning.
På listen blandt de udenlandske ryttere finder man flere ryttere, der har repræsenteret deres nation ved internationale mesterskaber, blandt andet OL-rytterne Eiken Sato fra Japan og Omer Karaevli fra Tyrkiet.
Blandt de danske ryttere finder man mange erfarne ryttere, ligesom der er tilmeldt et stort antal af talentfulde unge ryttere, heriblandt Caroline Rehoff Pedersen, der fornyligt debuterede i World Cup bare 21 år gammel, og 24-årige Konstantin Deeken Künnemann, der repræsenterede Danmark ved senior EM i 2021.
Til Herning kommer der springryttere fra Danmark, Sverige, Holland, Sydafrika, Tyskland, Australien, Tyrkiet, Norge, New Zealand, USA, Monaco, Litauen, Japan, Irland, Frankrig, Finland, Estland, Italien og Østrig.
/DV Herning