Dansk EM-bronze til seniorerne

07-09-2023 18:03

EM Riesenbeck: Som sidste danske ekvipage, gjorde Nanna Skodborg Merrald alt hvad hun kunne for at holde fast i en dansk holdmedalje ved EM. Det lykkedes at sikre dansk bronze, mens England og Tyskland var umulige at komme forbi

Copyright Ridehesten.com
Det danske hold bestående af Daniel Bachmann Andersen, Carina Cassøe Krüth, Anne-Mette Binder, Nanna Skodborg Merrald og Andreas Helgstrand. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

For danskernes vedkommende blev det en gentagelse af EM i Hagen i 2021, hvor Danmark vandt EM-bronze. Tre af rytterne var også med på holdet dengang, men i år bestod holdet af Andreas Helgstrand med JovianCarina Cassøe Krüth med Heiline’s DancieraDaniel Bachmann Andersen med Vayron samt Nanna Skodborg Merrald med Blue Hors Zepter.

Copyright Ridehesten.com
Det danske hold på vej ind til præmieoverrækkelse. Foto: Ridehesten.com/Kristine Ulsø Olsen

Allerede i går lagde Andreas Helgstrand på Jovian og Daniel Bachmann Andersen på Vayron Danmark ind på en tredjeplads, og den plads sørgede Carina Cassøe Krüth med Heiline’s Danciera også for at bibeholde da de red tidligere i dag, som man kan læse mere om HER.

Klokken 15.30 var det tid for den sidste gruppe af ryttere og blandt de fire tophold var Jessica von Bredow-Werndl og den 16-årige trakehnerhoppe TSF Dalera BB e. Easy Game/ Handryk den første på banen. Den store brune hoppe så bedre ud end i Aachen i forrige måned og leverede som altid piaffe og passage i topklasse, hvor pointene væltede ind til det garvede makkerpar. Med flotte serier, fremragende galoppirouetter og den sidste midterlinje helt i særklasse, så blev ridtet belønnet med 84,61% og det lagde tyskerne helt i front af mesterskabet.

Der var en vanvittig stemning da Nanna red på banen, for tyskerne jublede over von Bredow-Werndls resultat, og det var tydeligt, at Nanna trak vejret dybt ned i maven og satte fokus på den opgave der ventede hende. Den 15-årige Blue Hors Zepter e. Blue Hors Zack/ Wolkentanz II dansede i solen og fulgte hvert et signal fra Nanna, som langt hen af vejen lå på over 80%. Det hele så stensikkert ud, men på et splitsekund ændrede det sig, da Zepter i første galoppirouette mistede balancen og på vej mod den anden, fik han øje på noget bag dommerhuset ved C. Det kostede dyre points for ekvipagen, som dog alligevel leverede et fantastisk resultat og med 78,55% en individuel fjerdeplads i feltet.

Efter Nannas ridt var publikum klar til at klappe hende ud og den næste rytter ind. For hvad kunne verdensmesteren fra Herning? Stemning på stadionet var spændt, da Charlotte Fry og Glamourdale e. Lord Leatherdale/Negro for første gang skulle måles med både Dalera og Zepter. Lottie og Glammi startede ud med skyhøje procenter for et flot travprogram og et galopprogram der tog pusten fra de fleste. 9,9 blev der blandt andet givet for galopøgningen, men alt i alt var det ikke nok til at overgå hverken Jessica med Dalera eller Charlotte Dujardin med Imhotep. Den imponerende hingst mangler endnu det sidste styrke i piaffe, og derfor blev de samlet nummer tre med 81,25%. 

Dermed stod det helt klart at guldet tilfaldt England, mens tyskerne vandt sølv og Danmark bronze. I morgen venter Grand Prix Special for de 30 bedste ekvipager.

Resultatet af klassen og resultatet af holdkonkurrencen.

Start - og resultatlister.

Fakta
Resultatet af holdkonkurrencen
  1. England - 242,22%
  2. Tyskland - 239,67%
  3. Danmark - 228,72%
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner