Glædeligt gensyn med Agnete og Jojo AZ

12-02-2019 09:57

Camilla Tiefensee Schrøder

(Opdateret 12/2) Agnete Kirk Thinggaard vandt søndagens Grand Prix på sin OL-hest Jojo AZ. Nanna Merrald og St. Schufro brillerede med endnu en flot sejr i lilletur. Og ponyrytteren Alexander Helgstrand vandt MB3-dressurklassen til hest ved landstævnet i Hedensted

Copyright Ridehesten.com
Agnete Kirk Thinggaard og Jojo AZ har haft en flot karriere sammen på internationalt Grand Prix-niveau. Foto: Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Vinderen af søndagens Grand Prix hos Hedensted og Omegns Rideklubs dressurlandsstævne blev en gammel kending, nemlig OL- World Cup- og EM-ekvipagen Agnete Kirk Thinggaard og Jojo AZ. Den 16-årige ungarske varmblodsvallak efter Ginus/Justboy blev ellers i efteråret givet videre som læremester til Agnetes mand Claus Thinggaard, men ved dette landsstævne var det igen Agnete, der havde sat sig i sadlen, og det førte til en sejr med  73.300%.
"Jojo and me, back in business" Lød den glade udmelding på Agnetes facebookside efter sejren i dag.

Klar til Herning
Agnete Kirk skal også ride Jojo ved CDI4-stævnet i Herning til marts.
-Jeg har ikke haft så mange Grand Prix-starter i 2018 og følte mig rusten. Jojo er i super form, og jeg kender ham ud og ind, så det virkede oplagt at komme lidt tilbage i rutinen på ham. Han har masser at give, og jeg elsker at ride på ham. Så jeg “låner” ham lidt tid, og så må Claus få ham igen senere, fortæller Agnete Kirk Thinggaard.

Et stærkt felt i Hedensted
Agnete var dog ikke den eneste landsholdsrytter på startlisten ved stævnet i Hedensted. Anna Kasprzak og Rockstar 13 e. Rockwell/Weinberg (opdr. Markus Kohlleppel) indtog andenpladsen med 72.200% - og derudover red hun sig også til en femteplads med 70.567% på Quarton e. Quaterback/Blue Hors Don Schufro (opdr. Per-Arne Persson).

Tredjepladsen gik til Marianne Helgstrand på Lollipop e. Lord Sinclair/Welt Hit (opdr. Gestüt Lewitz), som opnåede 71.300 %.

Nyheden fortsætter efter annoncen

To lilleturssejre i træk
Blue Hors-rytteren Nanna Skodborg Merrald, som også vandt lørdagens Prix St. George, vandt i dag endnu en flot sejr på hingsten Blue Hors St. Schufro e. St. Moritz Junior/Blue Hors Don Schufro (opdr. Joachim Wahlers). Ekvipagens ridt blev i dag bedømt til 75.439 %.
Andenpladsen gik til Maria Anita Andersen og Præsteskovens Raquel e. Skovens Rafael/Friendship (opdr. Louise Søndergaard Nielsen), som også kom på andenpladsen i gårsdagens Prix St. Georges. I dag havde ekvipagen forbedret deres score med knap to procentpoint til et flot resultat på 71.579 %.

Ponyrytter vandt til hest
Den unge Alexander Helgstrand, som normalt er ponyrytter (og DM-vinder for kat. 1), er denne weekend steget til hest i Hedensted. Lørdag opnåede han en flot andenplads MB2 på den 14-årige hoppe Grevens Sa'va e. Blue Hors Soprano/Blue Hors Romancier (opdr. Svend Skov Poulsen og Dorit Greve). Og i dag  brillierede de med hele 72.938 % og en sejr i MB3 med en væsentlig forbedring i scoren.
Alexander var eneste rytter over 70%. Andenpladsen gik til Sophie Nyholm Kristensen på Jonstrupgårdens Dirty Harry e. Desperados/Camelot (opdr. Fam. Seierskilde Pedersen), som opnåede 68.938 %.

Se start- og resultatlisterne

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner