Gerningsmænd bag nytårshærværk på rideskole fundet

04-01-2018 11:57

Camilla Tiefensee Schrøder

Med hjælp fra hesteejere og brugere af Stenbjerggaard Rideskole i Espergærde har politiet nu fundet frem til flere af de drenge, som nytårsmorgen lukkede heste ud fra deres bokse og red rundt på ponyer i ridehuset

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

Fire unge drenge lagde nytårsmorgen vejen forbi Stenbjerggaard Rideskole/Øresundskystens Rideklub på Kellerisvej i Espergærde, hvor de bl.a. red rundt på ponyer i ridehuset og slap 13 af de opstaldede heste løs – både private og rideskoleheste/ponyer.

Nu er flere af drengene blevet identificeret. Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Identificeret via sociale medier
Drengene filmede selv deres besøg og ridetur og lagde bagefter optagelsen ud på sociale medier, hvilket gjorde, at brugere af rideskolen dels blev opmærksom på episoden og dels kunne hjælpe politiet med at identificere drengene.

– Vi vil i de nærmeste dage tale med drengene. Hvis der bliver rejst sigtelse imod dem, vil det blive en sigtelse for husfredskrænkelse. Det skyldes, at der skal være forsæt til beskadigelse ved en hærværkssigtelse, og det har vi nu vurderet, at der ikke har været i denne sag, udtaler politikommissær Henrik Sejer fra Nordsjællands Politi.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Straframmen for husfredskrænkelse er bøde eller fængsel indtil 6 måneder.

Erstatningskrav for skadede heste
I forbindelse med, at hestene blev lukket ud af deres bokse og videre ud i det fri, kom flere af dem til skade og måtte behandles af en dyrlæge. Rideskolen har over for politiet tilkendegivet, at de vil rejse et erstatningskrav over for drengene.

Rideklubbens leder Stine Pinholt fortalte tidligere på ugen til Ridehesten.com, at fem heste var kommet til skade under nytårsnattens ballade. To heste måtte på smertestillende, den ene efter et alvorligt spark, mens den anden blev fanget med en løs hudflap på overlæben, som dyrlægen efterfølgende har måtte klippe af.

TV2 Lorry har besøgt Stenbjerggaard, hvor de har talt med nogle af de berørte af episoden, som kan ses i klippet nedenfor.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner