Fuld gang i reining i Aachen

15-08-2015 08:36

Jytte Lemkow

EM Aachen - Så er Europamesterskabt i reining også i fuld gang. I den ellers så agtværdige og mussestille dressurarena, der til lejligheden er forvandlet til tumleplads for reiningrytterne og deres højlydte fans, blev Europamesterskabet for hold med ialt 39 deltagere fordelt på ni hold afviklet fredag

Det blev en tæt kamp mellem Italien og Tyskland, der hver havde en rytter med dagens bedste resultat: 221,5 point. Det var Giovanni Masi de Varhas på Dance Little Spook, og Grischa Ludwig på Shine My Gun.

Det blev Italien, der trak det længste strå og vandt med 658 point, fulgt af Tyskland med 656 point og Holland sluttede med bronzemedaljen med 644 point. På det hollandske hold var så prominent en rytter som multititelindehaveren i dressur, Anky van Grunsven, der med den smukke Whizashiningwalla BB (spiritusprøve udbedes for at kunne udtale og stave til dette hestenavn), hvis opnåede 207 point blev stregresultatet hos hollænderne. 

Danmark stillede også med fuldt hold: Rebecca Jensen med Whizashiningwalla Be San Badger 211,5, Annette Andersen med Chicago 'n' Charm 207,5, Ditte Poulsen med Dun Dream Good med 206,5 og Jessica Ceglarek med Shine Way. Samlet blev det til en syvendeplads. 

Holdkonkurrencens 15 bedst placerede går direkte videre til den individuelle finale søndag, medens rytterne fra nr. 16 til 35 skal i en trøstefinale, hvorfra de fem bedste går videre til den endelige finale. Såfremt mine informationer er rigtige, går ingen af de danske piger direkte i finalen, men skal alle igennem trøstefinalen, som finder sted i morgen lørdag kl. 18.15.

Se resultater fra Aachen HER

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner