Grethe Næsby
Fremmedrytter Johnny Hansen har i dag testet de unge springheste i Unghestechampionatet, og han kunne efter sine mange rideture fortælle, at han fik nogle gode ture, og at det er en meget jævn årgang i år. Dog kan der ikke udpeges en egentlig stjerne, men flere af hestene fik flotte kapacitetskarakterer. Især Birkegårdens Chiquita e. Equest Carnute blev fremhævet som en rigtig dejlig og forsigtig springhest, og den fik hele to 9-taller i kapacitet og ridelighed. Også Tirs Twin fik et 9-tal for kapacitet, selvom hesten kiggede meget på omgivelserne og ikke fik så høj ridelighedskarakter. Hoppen Indians Columbine M fik 8,5 i ridelighed og blev betegnet som en hest, der kan lære rytteren rigtig meget - en hest, som "vi alle gerne vil have". Mange var mødt op for at følge de unge heste under dagens afprøvning, hvor Johnny Hansen gav gode og informative kommentarer under ridningen. Og alle i hallen var lettede over, at den flittige fremmedrytter blev siddende i sadlen på trods af, at en af unghestene gjorde et prisværdigt forsøg på at ændre på det faktum.