Freese og Total Hope var bedst

07-05-2023 13:24

Annika Knudsen Lorentsen

Ved det 3-stjernede internationale stævne i tyske Redefin, har ingen kunne slå norske Isabel Freese i sadlen på den danskejede hingst Total Hope OLD

Copyright Ridehesten.com
Isabel Freese og Total Hope Old ved præmieoverrækkelsen i fredags. Foto: Privat
Nyheden fortsætter efter annoncen

Allerede i fredags red Isabel Freese den danskejede hingst Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro til tops i den 3-stjernede Grand Prix, og nu har de netop gentaget successen i Grand Prix kür. 

Dagens resultat lød på imponerende 78,775 procent, og dermed satte ekvipagen personlig rekord i international kür ved stævnet i Redefin. Hingsten er ejet af danske Lone Bøegh Henriksen i samarbejde med tyske Paul Schockemöhle, og sammen har de mange gange kunne glæde sig over, at norske Isabel har redet hingsten til stor succes. 

Sammen deltog ekvipagen i sommers ved VM i Herning, og med den form som Isabel og den nu 11-årige hingst viser, så er der med al sandsynlighed flere mesterskaber i vente for denne ekvipage. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

I dagens kür belønnede dommer ved C ekvipagen med hele 80,875 procent, og dommer ved E var ligeledes over de magiske 80%. Alle dommere var enige i, at ekvipagen var den bedste i dagens kür, men da de øvrige tre dommere generelt bedømte en smule lavere end dommerne ved E og C, i dagens kür, endte det samlede resultat på knap 79 procent. En sikker sejr og personlig rekord. 

Blandt højdepunkterne i ekvipagens kür i dag, var særligt den frie trav og deres galopøgning, som nogle af dommerne kvitterede med 8,5 for, og en dommerne gav endda et 9-tal for sidstnævnte. Musikken blev desuden belønnet med flere 9-taller. 

Andenpladsen i klassen gik til finske Emma Kanerva, mens portugisiske Maria Pais do Amaral sikrede sig tredjepladsen. 

Resultater fra stævnet.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner