Thomas Bach Jensen
I holdet for 2½ års hingste blev det Zhoker Brentedal (mf. Boheme DH 364), der med 9 i type og 8 i helhed gik forrest i oprangeringen. Zhoker er i besiddelse af 3 meget gode grundgangarter og har, uagtet at dette ikke er relevant for brugsegenskaberne, en ualmindelig dyb og skinnende mørkerød farve. Herefter fulgte Charming Ballegård, der er den første avlsgodkendte hingst efter Kazahr. I kraft af sin stamtavle på både mødrene og fædrene side repræsenterer Charming nogle af de noget mere sjældne blodlinier. Yderligere to hingste i holdet fik avlsgodkendelse for 2009, den blot 153 cm høje Marco Ålbækkegård (v. Mistral), der løs i ridehuset især i trav fik imponeret med god indundergriben, samt Thor Hegnsbo (v. Juvel Tågerup). I holdet for 3½ års hingste gik fløjpladsen til Sani Vejleby (mf. Sarpo Vejleby), der scorede fem 9-taller for type, både for- og bag-lemmer, trav samt helhed, fire 8-taller samt et enkelt 7-tal, hvilket er en imponerende talrække for en sådan unghingst. Som nummer to gik sidste års fløjhingst, den isabellafarvede Valentin Vejvad (v, Salisbury Vejleby), der siden sidste år har udviklet sig til en mere typemæssig korrekt frederiksborghest. Han har bevaret sin ponyagtige gadedrengecharme og han opnåede ligeledes avlsgodkendelse for 2009. Tidligere på ugen blev der fremstillet en ældre hingst til kåring i Holland. Den 4-årige Engkildegårds Piló (v. Engkildegårds Nugent) opnåede avlsgodkendelse for 2009 og ligesom de ovenstående 3½ års hingste har han løst adgangsbillet til næste års materialprøve. Dette års materialprøve for Frederiksborg og Oldenborghingste afvikles i skrivende stund under ledelse af berider Ulrik Sørensen på Skanderborg Ridecenter. Sidste års prøve blev vundet af en frederiksborghingst og der er derfor store forventninger til de 5 der blev indsynet sidst i september. Der er afsluttende prøver den 24. oktober d.å.