Frederiksborgeren Prins Bjerregaard blev 37 år

03-04-2019 13:43

Annika Knudsen Lorentsen

Kristina havde glæde af sin hest Prins Bjerregaard i hele 31 år. Han gik bort i mandags på bedste vis, i en utrolig høj alder af 37 år

Copyright Ridehesten.com
Kristina Bech Jensen og Pimpsen.

Frederiksborgvallakken Prins Bjerregaard, i daglig tale Pimpsen, blev født den 7. maj 1982 hos Holger Kofoed i Allinge. Pimpsen er efter Frederiksborghingsten Rubin Skivholme og hans morfar var DV-hingsten Ultimus. 

Pimpsen har de sidste mange år været ejet af Kristina Bech Jensen og det var også hos Kristina at han gik bort i mandags d. 1. april 2019.

Historien om Pimpsen

Copyright Ridehesten.comEt billede fra da Kristina overtog ejerskabet af Pimpsen tilbage i 1989. Pimpsen kom til Nygård Ridecenter i oktober 1987, hvor Kristina fik part på ham fra den første dag. Han kom fra hestehandler Eliassen i Slangerup og skulle nu indgå som en del af rideskolen. Han var en meget urutineret og temmelig vild hest på det tidspunkt, ikke særlig egnet som rideskolehest. Men Kristina elskede ham fra den første dag, uanset hvor umulig han var. Hun red ham næsten dagligt og passede ham som var han hendes egen.

Efter Pimpsen havde været rideskolehest i halvandet år, besluttede rideskolen at de ikke ville beholde ham. Derfor købte Kristina ham i 1989.

I de næste mange år brugte Kristina Pimpsen som springhest, denne disciplin var bestemt hans force. Kristinas underviser fra dengang, Mette, red ham i klasser til og med MA-springning og Kristina selv red ham i de lavere klasser. På trods af at Pimpsen ikke var en typisk springhest, præsterede han at blive B-hest på meget kort tid og han gik springstævner til og med han var 19 år.

Da han blev pensioneret som springhest brugte Kristina stadig mange timer med ham. De red daglige skovture og han nød ellers livet som pensionist på folden. Som 32-årig blev Pimpsen pensioneret helt fra ridningen, men Kristina gik ofte lange ture med ham og ellers hyggede han sig på fold.

I mandags den 1. april havde Pimpsen svært ved at rejse sig på folden og derfor sluttede livet for ham her. Han fik fred på sin fold, i solskin og på den bedste og mest værdige måde man kunne ønske sig.

Pimpsen blev hele 37 år. 

Copyright Ridehesten.com
Pimpsen fik lov at nyde sit otium på bedste vis hos Kristina.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner