Britt Carlsen
Dansk paradressur har stor international succes. Det er de senere år blevet til flere medaljer ved internationale mesterskaber samt ved PL. PL i Tokyo er udskudt til næste år, og coronapandemien har sat en stopper for fællestræningerne. Men den 22. - 23. august var bruttolandsholdet samlet på Blue Hors for at pudse formen af inden denne weekends mesterskab ved Equitour Denmark.
- Det var skønt at have alle ryttere på bruttoholdet samlet igen efter corona-nedlukningen. Jeg har været hjemme hos dem hver især, og jeg har fulgt deres træning via Skype, men det giver altid noget helt andet at have dem samlet et sted over flere dage. Jeg fik en god fornemmelse af, hvordan stævnepausen er blevet brugt, og hvor rytterne er, nu hvor vi igen sigter frem mod de Paralympiske Lege i Tokyo, fortæller landstræner Astrid Gemal til parasport Danmark.
Inden søndagens afgørende konkurrence i Elsass Fonden Para DM er der ikke ændret på stillingen i toppen af konkurrencen. Igen i dag vandt Tina Chabert Jensen/Ælling for grad I, og hun er dermed samlet i spidsen af mesterskabet i den kategori.
I grad II har Katrine Kristensen udbygget sin føring med Welldone Dallas e. Weltmeyer (opdr. Tine og Jens Saigaard). Det samme har mesterskabserfarne Caroline Cecilie Nielsen med Davidoff i grad III.
Carolines landsholdskollega Susanne Jensby Sunesen har udbygget sin føring efter dagens konkurrence med Leeds e. Leandro (opdr. Stutteri Thy ved Helmer Sunesen). Hun er regerende mester netop med Leeds, og hun er godt på vej til at gentage sidste års succes.
I grad V, som har de fleste starter (ni ryttere), er det Renee Igelski og Beyond Dreams e. Bennetton Dream (opdr. Hanne Grue) som fører mesterskabet. Henrik Sibbesen og Hotmani e. Blue Hors Hotline (opdr. Connie Tworek) er rykket op på andenpladsen, og Camilla D.F. Christensen ligger på en foreløbig bronzeplads med Fürsten e. Fürstenball (opdr. Lillian og Carl Erik Jensen).
Se resultaterne HER