Thomas Bach Jensen
Husk ridetøjet! En fælles clinic af de to danske landsholdsryttere, Andreas Helgstrand og Andreas Schou, vil torsdag aften byde på ægte X-faktor i en formodentlig fyldt Hal B i Herning, hvor de to store kapaciteter indenfor ridediciplinerne dressur og ridebanespringing vil udføre et anderledes og særdeles underholdende program for publikum. - Vi vil give fire af tilskuerne mulighed for at komme op at ride på vores heste, fortæller Andreas Helgstrand entusiastisk, og det tror vi kunne blive meget udfordrende og underholdende. De blandt publikum, der er så heldige at få muligheden for at springe på en af Schous springheste eller ride dressurøvelser på en af Helgstrands dressurheste, vil samtidig modtage de to landsholdsrytteres hjælp og vejledning i en undervisningstime i enten springning eller dressur. For at komme til audition hos Andreas Schou eller Andreas Helgstrand er det vigtigt at tilmelde sig ved indgangen og i øvrigt at være iført ridebeklædning. Faglig underholdning på højt niveau De to ryttere er kendte for at kunne underholde med en høj grad af faglighed og med god plads til morsomme og tankevækkende kommentarer. - Vi vil præsentere nogle af vores lovende yngre heste samt heste, der er klar til de store klasser, forklarer Andreas Schou, og så fortælle noget om vores holdning til uddannelse og management af heste på vejen mod Grand Prix. De to danmarksmestre har valgt at holde kortene tæt til kroppen og ønsker ikke at afsløre for meget af torsdag aftens program i Herning, men der er ingen tvivl om, at det bliver god underholdning på et højt fagligt niveau. Billetter Messen Hest & Rytter åbner torsdag kl. 17.00 og der er fri entré. Kl. 20.00 begynder specialarrangementet med Andreas Helgstrand og Andreas Schou i den runde Hal B. Billet til specialarrangementet koster 200 kr. og billetten kan bestilles på Dansk Varmblods hjemmeside www.varmblod.dk og eventuelt købes ved indgangen, hvis der stadig er ledige pladser.