World Cup Herning melder klar

14-10-2024 12:26

I denne uge er det for mange efterårsferien, der står for døren, og hvis man er hesteentusiast, er der god grund til at bruge ferien på en tur til Herning. Her afholdes der nemlig FEI Dressage World Cup fra den 16. til 20. oktober med dressur og springning i verdensklasse

Copyright Ridehesten.com
I denne uge går det løs, når MCH Messecenter Herning huser FEI Dressage World Cup Herning. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Mens efterårshyggen og halloween-stemningen sænker sig over mange danske hjem, er det en helt anden sag i MCH Messecenter Herning. Her arbejdes der på højtryk i alle messecenterets haller for at blive klar til at tage imod heste, ryttere, officials og publikum i uge 42. De frivillige, ansatte og en masse vigtige maskiner er i fuld gang for at gøre klar til en af årets helt store begivenheder, FEI Dressage World cup Herning

De første heste bliver redet på banen i Jyske Bank Boxen onsdag aften fra klokken 19.00, hvor de skal prøve kræfter med en 135 cm høj springklasse. Fra torsdag morgen er der fuldt program i Jyske Bank Boxen og Pavo Arena M alle dage, hvor der blandt andet skal afholdes den store World Cup-klasse i dressur, hvor det danske, sølvvindende OL-hold er til start, ligesom de modige springryttere skal prøve kræfter med den 150 cm høje Grand Prix. 

Copyright Ridehesten.com
Fra onsdag aften går det løs i Jyske Bank Boxen. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø

Udover at forberede ridebanerne, så de står klar til at tage imod de mange dygtige heste og ryttere i de to opvisningshaller, skal der også opbygges opvarmnings- og træningsbaner. Mere end 14.000 kvadratmeter ridebane er derfor ved at blive lagt. Det svare altså til knap tre fodboldbaner. Det er Dansk Varmblods ridebanesand, der bliver kørt ind i hallerne i dette øjeblik, klar til at tage imod de cirka 550 heste fra hele Europa, som er ved at blive gjort klar til at indtage Herning. 

Anlæggelse af ridebaner og opvarmningsbaner er et tidskrævende projekt, men det er også et meget stort og meget vigtigt job for de involverede. Det er Niels-Jørgen Cassøe, der står i spidsen for det team, der lige nu kæmper for at flytte adskillige tons sand rundt på området sammen med Jesper Møller. Ridebanerne er dog ikke det eneste, der lige nu arbejdes på højtryk for at blive gjort klar. Blomster, træer og buske er ligeledes ankommet til Herning, hvor de i skrivende stund bliver sorteret og klargjort, så de kan blive flyttet ud i hallerne og give den helt rette stemning for både ryttere og publikum. 

Tirsdag eftermiddag og aften ankommer de første heste til MCH Messecenter Herning, og derfor er staldene allerede nu rengjorte og klar til at tage imod de første heste. Når stævnet for alvor går i gang, er der cirka 250 frivillige og ansatte i fuld gang under World Cup-stævnet, som er det første i den Vesteuropæiske liga. De står klar til at give publikum, officials og ikke mindst de dygtige heste og ryttere den bedst mulige oplevelse under hele arrangementet. 

Casper Cassøe Krüth står i spidsen af arrangementet, og han håber, at se så mange hesteglade publikummer som overhovedet muligt, til at støtte op om nogle af verdens bedste ryttere og deres heste, når de indtager den smukke arena i Jyske Bank Boxen: – Det er vigtigt for os, at så mange publikummer som muligt kommer til Herning for at opleve nogle af verdens bedste ryttere og deres heste. Derfor kommer vi kun til at opkræve entre fredag og lørdag i Boxen, mens der er fri entre i Pavo Arena M alle dage, og ligeledes i Boxen søndag, fortæller han. 

Copyright Ridehesten.com
Casper Cassøe Krüth håber at se så mange publikummer som muligt. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen

Kunne du tænke dig at opleve dette spektakulære arrangement, kan du købe din billet lige her, ligesom du kan læse meget mere om arrangementet samt programmet for alle dage lige her

Kilde: World Cup Herning

 

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen