Thomas Bach Jensen
Et godt match
”Vi er rigtig glade for, at NATHALIE Horse Care har valgt at sponsorere vores stilcup. Nathalie zu Sayn-Wittgenstein er en af vores dygtigste dressurryttere gennem tiderne, og derfor er NATHALIE Horse Care et rigtigt godt match for en stilcup i dressur for ponyer. Det er jo netop i ponyårene, at fundamentet for fremtidens præstationer skal dyrkes,” siger Nicolai Kaas Nordstrøm, kommerciel chef i Dansk Ride Forbund.
NATHALIE Horse Care Stil Cup - en del af talentudviklingen
Cuppen skal styrke rytternes grundlæggende ridefærdigheder gennem programridning samt fokus på korrekt opstilling og indvirkning på ponyen. At rytterne sidder og indvirker korrekt er afgørende for de senere præstationer og vil styrke udviklingen mod at udføre de sværere og mere teknisk krævende øvelser - både i ponyårene og overgangene til junior- og ungrytter.
Sikrer ponyernes holdbarhed
”Med et øget fokus på rytternes grunduddannelse rettes opmærksomheden også mod ponyernes aktuelle velfærd og holdbarhed på længere sigt. Begge dele afhænger af, at ponyerne rides og trænes korrekt, og at de ikke belastes unødigt eller forkert. I den sammenhæng er rytterens korrekte og diskrete brug af hjælperne, samt en opstilling i god balance, vigtige parametre,” fortæller ponylandstræner Jette Nevermann, der er initiativtager til og har udviklet cuppen i samarbejde med beridere.
Tre kvalifikationer og en finale
Turneringen afvikles over tre kvalifikationer i LB3. Allerupgaard Rideklub holder kvalifikation den 5. juni, mens Holbæk Rideklub og Skårupgaard Sportsrideklub holder den 14. juni. Der er genåbnet for tilmelding til kvalifikationen hos Allerupgaard Rideklub.
Kvalifikationsklasserne afvikles udelt, og alle ponykategorier rider mod hinanden. Finalen afvikles i LA1 hos Sportsrideklubben Vallensbæk den 28. – 30. august sammen med de individuelle DRF-mesterskaber for ponyer. Finalen rides i to afdelinger over to dage, og resultaterne for de to afdelinger lægges sammen for at finde vinderen. Det er de fem bedste ekvipager fra hver kvalifikationsrunde, der er startberettigede i finalen.
/DRF.
Nathalie zu Sayn-Wttgenstein har udgivet bogen Digby - fra hest til verdenssterne.