Forrygende jubilæumshingsteshow

13-04-2019 19:02
Avl

Det er i år 10 år siden, at Helgstrand Dressage lancerede deres første hingstekollektion, og det blev i dag fejret med et brag af et hingsteshow med høj international standard

Nyheden fortsætter efter annoncen

Inden dagens hingsteshow i Vodskov var der åbent hus på Helgstrands nye ejendom Ny Ravnstrup, der fremover kommer til at huse alt opdræt og ungheste. På blot 100 dage er Ny Ravnstrup ombygget til en moderne og imponerende hesteejendom.

Der var skruet helt op for den festlige stemning ved Helgstrands jubilæumsshow med mørklægning af ridehallen, festlig belysning og musik. Den faste podiespeaker Flemming Schultz blev på gulvet akkompagneret af Andreas Helgstrand, Thomas Sigtenbjerggaard, Ulf Möller og Cathrine Dufour, der kommenterede på de fremragende hingste.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Et stort udsnit af en meget stor hingstekollektion blev i dag fremvist, og det var for mange af de unge hingste en stor mundfuld at blive vist i de imponerende rammer – og derfor var det samtidig imponerende at se, så godt de klarede presset. Blandt de unge hingste var der et stærkt line-up af fløj- og præmiehingste fra Nordeuropas kåringer, så som Tophøjs Falchetto, Danciero, Vivino, Global Player, Lord of Europe, Vendôme og Fynch Hatton.

Helgstrand Dressage er hjem for nogle af verdens bedste dressurhingste såvel som nogle af verdens bedste dressurryttere, og det giver de ypperligste muligheder for at skabe et suverænt show. Intet mindre end to verdensmestre prydede showet, og flere yngre hingste som Springbank II VH, Valverde og Jovian kunne ligne seriøse bajlere til en UVM-medalje.

Verdensmestrene Revolution med Andreas Helgstrand og D’Avie med Severo Jurado Lopez afsluttede et forrygende show med en hårrejsende pas de deux-opvisning, der fik publikum op af stolene for at klappe og pifte og tilkendegive deres begejstring for hingstene, ridningen og tre timers super show.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen