Sol over HP Horses

20-04-2024 19:12

Under forårssolens stråler i de flotte omgivelser på HP Horses i Nordsjælland blev stutteriets nuværende og kommende stjerner fremvist til glæde for dressur- og avlsentusiaster

Nyheden fortsætter efter annoncen

Dagens program blev indledt med en velkomst til dette års åbent hus af ejer af HP Horses, Lone Bøgh Henriksen, hvor hun også præsenterede dette års gæstespeakere; dressurdommer Susanne Baarup, dressurrytter Cathrine Laudrup-Dufour og berider Dennis Fisker. Et hold, der spænder bredt og sammen med Lone kunne præsentere og kommentere på de fremviste heste fra både avls- og sportsperspektiver.

Når HP Horses holder åbent hus er det meget mere end bare en hingstefremvisning. I år blev tre avlshingste fremvist, mens resten af programmet bød på 1-års og 2-års hopper og hingste samt 3-års og ældre heste, som bruges til avl og sport.

Første hest i arenaen var stutteriets nykårede hingst First Magic e. For Romance/ Desperado/ Sandro Hit, som blev flot fremvist af Tanja Fischer. Trods sin unge alder tog hingsten omgivelserne og publikum med ophøjet ro og gik i flot balance og selvbæring. Der blev desuden afholdt en konkurrence, hvor det var muligt for de deltagende ved dette års åbent hus at vinde en bedækning ved First Magic.

Best of Mount St. John e. Fürst Romancier/ Bordeaux/ Sir Donnerhall gav også en flot opvisning med Maria Falkner Hansen i sadlen, hvor ekvipagen viste nogle af de sværere øvelser fra Prix St. George-niveau. Hoppen blev efterfulgt af to af sine afkom, begge efter Vitalis, HP Vinho Verde, redet af Stephanie Adstofte, og HP Belvedera, fremvist for hånd.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Senere blev det tid til endnu en af stutteriets avlshingste, nemlig MSJ Q e. Quantensprung/ Bordeaux/ Sir Donnerhall, som blev fremvist af hans faste rytter Maria Falkner. Trods sin unge alder viser han allerede flotte og sikre changementer og endda også lidt serier og mere samlet galop. Meget velfortjent blev hans enorme ridelighed også kommenteret og rost af hele speakerholdet.

Hoppen Dollar Girl e. De Niro/ San Amour/ Donnerhall, endnu en af stutteriets håbefulde avls- og konkurrencehopper blev næsten fremvist med afkomssamling, idet hun blev akkompagneret af sine tre meget ens afkom, HP Top Dollar e. Totilas samt HP Fancy og HP Freeman, begge efter Fürstenball. Her kunne publikum få et indblik i de forskellige avlstræk, der var at finde i valget af de to forskellige faderhingste til afkommene.

Lone havde også fundet tid til at overraske en af sine avlerkollegaer, Heima Poulsen, som i 2022 avlede årets hoppeføl i Dansk Varmbod Terpling’s Tiffany e. Total Hope OLD/ Zonyx OX. Heima modtog et gavekort til en bedækning ved First Magic og blomster.

Copyright Ridehesten.com
Lone Bøgh Henriksen og Heima Poulsen. Foto: Ridehesten.com/Mie Thorup Poulsen

Afslutningsvist indtog stutteriets avlshingst, Total Hope OLD e. Totilas/ Blue Hors Don Schufro/ Sandro Hit og hans faste rytter, norske Isabell Freese, scenen og viste et flot sjov med dressurens sværeste øvelser. Total Hope er søn af to af verdens bedste dressurheste – Totilas, der med hollandske Edward Gal satte verdensrekorder, og Weihegold OLD, som har gået med stor succes under tyske Isabell Werth – og er udtaget til OL i Paris til sommer for Norge med sin rytter Isabell Freese, med hvem han har et hav af flotte placeringer i Grand Prix-dressur.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner