Forrygende fjerdeplads til Dufour i Aachen

21-07-2019 13:16

Camilla Tiefensee Schrøder

Feltets yngste hest, den 9-årige Bohemian, gav alt for sin rytter Cathrine Dufour i den afsluttende CDIO5* kür ved CHIO Aachen, hvor ekvipagen blev belønnet med hele 85% og en fjerdeplads. Isabell Werth vandt med sit første ridt over 90% på Bella Rose

Copyright Ridehesten.com
Cathrine Dufour og Bohemian dansede til de velvalgte toner af Queens Bohemian Rhapsody. Foto: Catarina Hall
Nyheden fortsætter efter annoncen

Ved sit første femstjernede stævne med den unge Bohemian e. Bordeaux/Samarant (opdr. Heinrich Langewellpott) lykkedes det i dag Cathrine Dufour at placere sig i top fire blandt nogle af verdens allerstærkeste dressurekvipager. Til tonerne af Queen fik Dufour redet sig til en score på hele 85.390%, som er deres nye rekord i kür.
–Den her weekend har han virkelig vist noget talent og noget mod. Siden DM har han rykket sig rigtig meget, fortæller Cathrine Dufour til Ridehesten.com. (læs hele interviewet HER)

Se resultatlisten

Werth: Så gammel er jeg altså heller ikke
Tyskerne satte sig tungt på top 3, hvor en helt uovervindelig Isabell Werth for første gang formåede at krydse 90%-grænsen med Bella Rose. Hun har nu vundet den prestigefyldte titel i Aachen hele 13 gange med fem forskellige heste.
I dag kan hun tilmed fejre sin 50-års fødselsdag. Som dagens sejr viste, har alderen dog ikke nogen betydning for hendes evne til at præstere på højeste niveau.
– Så gammel er jeg altså heller ikke, lød det med et tørt smil fra dressurdronningen, da hun blev spurgt ind til sin runde fødselsdag på et pressemøde i Aachen tidligere på ugen. Hun blev i dag hyldet med fødselsdagssang og kage ved præmieceremonien i Aachen.
Den jævnaldrende Dorothee Schneider åndede Isabell Werth i nakken med sin score 89.660% på Showtime e. Sandro Hit/Rotspon. På tredjepladsen kom Jessica von Bredow-Werndl og TSF Dalera e. Easy Game/Handryk, som opnåede 87.595%.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Ikke Daniel og Don Olymbrios dag
Selvom Daniel Bachmann Andersen og Blue Hors Don Olymbrio leverede en kür til 80.250%, var der ingen sejrs-knytnæve i luften, da den 29-årige rytter til slut parerede foran dommerne. Han red fra banen med et smil, der tydeligt indikerede, at det bare ikke lige var deres bedste dag i dag. Over 80 % i kür kan jo ikke ligefrem kaldes skuffende, men når ens niveau stiger, og man er vant til at ride langt over, så ændres forventningerne også. Og Don Olymbrio har trods alt vist i 's-Hertogenbosch tidligere på året, at han kan levere over 84%.
– Det var ikke så supergodt i dag. Han var desværre lidt træt, så jeg kunne ikke få en helt optimal tur. Der var gode ting undervejs, men turen var overordnet præget af for lidt power, siger Daniel Bachmann Andersen, som allerede i går kunne mærke på hesten, at kræfterne var ved at være brugt op.
– Det kom ikke som nogen stor overraskelse. Han er bare ikke så stærk endnu. Det er hans første udendørssæson på det her niveau, hvor han skal gå tre gange, og det er først nu, han er begyndt at kunne gå to dage virkelig godt. Det er ok, han er en ung hest, som skal blive stærkere og have mere rutine, siger Daniel, som sluttede på en individuel ottendeplads.

Se resultatlisten

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen