Kent Farrington vinder Rolex Grand Prix

21-07-2019 21:02

Camilla Tiefensee Schrøder

Afgørelsen faldt i dag i den spændende Rolex Grand Prix ved CHIO Aachen 2019. Opgøret var tæt, men det blev amerikanske Kent Farrington, der sikrede sig sejren med den 13-årige Gazelle

Copyright Ridehesten.com
Kent Farrington og Gazelle til præmieoverrækkelse i Aachen. Foto: CHIO Aachen presse
Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var de helt små marginaler, der gjorde udslaget i omspringningen i Rolex Grand Prix CHIO Aachen, hvor USA's Kent Farrington på den velspringende Gazelle e. Kashmir van Schuttershof/Indoctro med nød og næppe vandt med sin fejlfri runde i tiden 43.98 sekunder. Tusindvis af tilskuere så med fra de fyldte tribuner, da de syv ryttere, som havde redet dobbelt fejlfrit, dystede i den afgørende omspringning.

Hjemmebanerytteren Daniel Deusser, som havde den fordel at ride på banen som sidste rytter i omspringningen, drev ivrigt sin Tobago Z ivrigt rundt på banen, og allerede ved næstsidste forhindring lød der et jublende sus fra tilskuerrækkerne. Men med sine 44.35 sekunder formåede han ikke at slå sin amerikanske modstander og måtte nøjes med andenpladsen.

Den hurtigste omspringning blev faktisk redet af britiske Ben Maher på Explosion W, men med en bom på næstsidste forhindring måtte han til et medfølende suk fra publikum nøjes med tredjepladsen i den prestigefyldte Grand Prix.

Videoklip med de tre rytteres omspringning kan findes på CHIO Aachens resultatliste.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Med sejren i Aachen er Kent Farrington nu Rolex Grand Slam-kandidat, hvilket betyder, at han har chancen for at vinde en bonus på 250.000 euro, hvis han også vinder den næste Rolex Grand Slam, som afvikles på Spruce Meadows til september.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen