Forrygende dansk finalesucces ved UVM (video)

05-08-2017 19:53

I UVM-finalen for syvårs heste tog danske ekvipager sig af guld- såvel som bronzemedaljen - og dermed har Danmark endnu en tredobbelt verdensmester i Fiontini

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det var kun den anden UVM-finale for syvårs i historien, men hvilken finale, hvilke heste, hvilke præstationer - og hvilken nervepirrende spænding! Stemningen efter finalen var boblende og brusende blandt de mange danskere, der er rejst til Ermelo for at give de danske ryttere og heste deres opbakning. For resultet blev fuldstændig forrygende med en DV-hest som vinder og tredobbelt UVM-vinder, en dansk trakehner som bronzemedaljervinder, en danskavlet og kåret DV-hingst på femtepladsen, en danskavlet oldenburger på sjettepladsen og igen en DV-hest på trettendepladsen. Og så blev en dansk rytter nr. 9 under luxemborgsk flag, og en dansker blev nr. 14 på en svensk hest. Denne finale har givet alle mulige grunde til at være stolt dansker i Ermelo.

Amatørrytter Louise Lind gjorde en virkelig flot figur i finalen med den meget ukomplicerede, lydige og ridelige DV-vallak Jubi's Tenacity e. Tailormade Temptation/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Judy og Birger Jensen), som tilhører hendes lillesøster, der er blevet hjemme for at passe familiens andre. For Louise har rejsen med Tenacity været som et eventyr med UVM-oplevelsen som et absolut højdepunkt. – Jeg er klar til at gøre det hele igen i næste uge, hvis det skulle være, fortæller hun.

Copyright Ridehesten.com
Louise Lind og Jubi's Tenacity.

Blue Hors-berider Daniel Bachmann Andersen lykkedes med at vise avlshingsten Blue Hors Zee Me Blue e. Blue Hors Zack/ Blue Hors Don Schufro (opdr. Stald Ringsbo) i en rigtig flot form og i en virkelig optimal travtur. Pointene bonnede sikkert ind og satte ekvipagen på en foreløbig førsteplads. Vi fangede opdrætter Louise Ringsbo for en kommentar: – Det er stort med en fløjhingst i Herning og en championatsvinder i Odense, men det her er godt nok det ultimative som hesteavler!

Nyheden fortsætter efter annoncen

Den oldenburgerregistrerede L'Arbuste (tidl. L'Arbuste Firfod) e. Skovens Rafael/ Zardin Firfod (opdr. Morten Plenborg) blev fremvist af tyske Senta Kirchhoff, og selv om der indløb spændinger, lidt uregelmæssigheder og småfejl, så viste hesten klasse hele vejen rundt, og dommerne var villige til at honorere den for sin høje kvalitet, selv om der var små svipsere i dag.

Copyright Ridehesten.com
Senta Kirchhoff og L'Arbuste.

Sidste års nummer seks i finalen for seksårs, Anne Troensegaard og Kipling e. Hofrat/ Hohenstein (opdr. Peter Christensen), fik efter et brillant finaleridt noget nær de flotteste dommerkommentarer nogensinde. Alle sidste år fik ikke blot hesten store roser med på vejen men også Anne fik dejlige skulderklap for sin uddannelse af hesten, og det fik hun igen i år - nærmest endnu flotte end sidste år. Da Anne kom ud af banen, havde hun netop taget føringen, og der var kun to ryttere tilbage, og hun blev mødt med ordene "Nu er du sikker på en medalje"! – Det havde jeg slet ikke opfattet, og kunne nok heller ikke helt forstå. Det er det største nogensinde, og det bedste er, at dommerne roste Kiplings ridelighed, fortalte en dybt rørt Anne efter sit mesterridt, der gav hende bronzemedaljen.

Copyright Ridehesten.com
Andreas Helgstrand og Springbank VH.

Da spanske Severo Jurado Lopez for det danske hold red ind på stadion sænkede der sig en spændt stemning af stilhed og uro på samme tid. Kunne han og den tidligere dobbelte UVM-vinder Fiontini e. Fassbinder/ Blue Hors Romanov (opdr. Hanne Lund og Henrik Hansen) blive den anden ekvipage i historien til at blive tredobbelt verdensmester? Inden det kom så vidt, blev der sukket og gispet en del, og dommerens kommentarer og karaktergivning gav blot anledning til yderligere tvivl. Sejren burde være indlysende, men den kommenterende dommer var fremragende til at så tvivl og trække spændingen ud. Men NU er det en kendsgerning. Danmark og Dansk Varmblod har endnu en UVM-guldmedalje under kappen - og det er meget stort og festligt at være dansker i Ermelo i aften.

Se det fulde resultat HER.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner