Forberedelse til Danmarksmesterskabet

31-07-2019 09:50

Rikke Arkesteijn

Danmarksmesterskabet i distanceridning 2019 er lige rundt om hjørnet, og jeg skal for første gang deltage. I forbindelse med et stort stævne er der mange forberedelser der skal til for, at både hest og rytter er klar til stævnet

Copyright Ridehesten.com
Nyheden fortsætter efter annoncen

I Danmark har man ikke mesterskaber for youngridere, og derfor skal jeg deltage i senior-mesterskabet. Klassen er en CEI2** 120 km, og det foregår i København. Indtil videre er der 9 danske ryttere i klassen, som alle kæmper om at få guldmedaljen om halsen. Hesten jeg skal have med, er min egen Cardinals Dream, og det er første gang vi sammen skal prøve kræfter med 120 km. Tidligere på året har jeg til forårsridtet i Feldborg redet en MA 80 km. på ham. Her blev vi nr. 1, med en god gennemsnitshastighed. Siden stævnet har der været nogle bump på vejen, men Cardinals Dream er nu helt klar til stævnet, som foregår næste weekend. I lørdags havde jeg min dygtige smed på besøg, som beskar hesten, og efterfølgende satte jeg sko på ham. Cardinals Dream går med Equine Fusion 24/7 jogging shoes, som er limsko man selv kan sætte på. Han er normalt meget ømtået, men med disse sko går han som en drøm! Dagen efter kom Pia fra Sønderbæk Hesteterapi forbi, og fik løsnet ham godt op i hele kroppen. Heldigvis var der ikke noget specielt i vejen med ham, og vi blev begge to enige om at han virkede helt klar til stævnet.

Copyright Ridehesten.com

Ugen op til et stævne træner jeg aldrig hesten så meget, da det er vigtigt at de har alle depoterne fyldt op, inden de skal give den max gas på stævnedagen. I stedet bruger jeg tiden på at klippe hest, vaske udstyr og pakke traileren. Vi rejser afsted mod Sjælland allerede torsdag, så Cardinals Dream har god tid til at falde til inden stævnet på lørdag. Dagene op til stævnet kører vi ud på ruten, så både rytter og hjælpere har en ide om hvor vi skal hen på selve stævnedagen. Der skal også sættes vet-gate og pauseområde op på forhånd, så det er klar til når vi kommer ind fra ruten. På stævnepladsen er der opsat stævnebokse, så her skal hestene stå om natten op til stævnet. Om dagen har man mulighed for at sætte hesten i en lille fold, som man selv har taget med, så de også kan komme ud og få noget frisk luft. Vi skal selv overnatte hos nogle distancevenner, som ikke bor langt fra stævnepladsen. Det er vildt dejligt at have gode venner rundt i hele landet, så man nemmere kan finde overnatning til rytter og hjælpere, og samtidigt er det også hyggeligt at se hinanden igen.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Med mig skal jeg havde de 2 hjælpere (min mor og min veninde), som også var med til Nordisk Baltisk Mesterskab for 1 måned siden, og vi glæder os rigtig meget til endnu en hyggelig tur i hestenes tegn.

Jeg er vildt spændt på hvordan stævnet kommer til at gå, og jeg håber på at komme hjem med et tilfredsstillende resultat. Hvis du som læser er interesseret i at høre mere om stævnet, er du velkommen til at like vores Facebookside ”Endurance Team Arkesteijn”, hvor vi løbende ligger opdateringer op omkring stævnet. Har du lyst til at komme forbi på stævnedagen, er du velkommen til at kontakte mig via vores Facebookside, så vil jeg med glæde hjælpe.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner