Forårsauktion med gode højdepunkter

08-03-2014 17:56

Bodil Nyholm Sørensen

Dansk Varmblods Hingstekåring 2014 | Med en salgsprocent på 74%, en gennemsnitspris på knap 180.000 kr. og en toppris på en halv million kroner sluttede dette års Forårsauktion med manerer
 

Som optakt til auktionen fyrede femmandsbandet The Bottle Boys den af og varmede stemningen op til Foråsauktionen 2014, hvor også auktionarius Casper Cassøe udviste absolut storform. Stemningen var høj, og allerede tredje hest på banen blev auktionens dyreste.

 

Der blev i eftermiddag solgt heste for 2.515.000 kroner, og der var en markant fremgang over hele linjen i forhold til sidste år - i salgsprocent såvel som gennemsnitspris. Salgsprocenten blev 74% og gennemsnitsprisen 179.643 kr. - heraf blev 43% solgt til udlandet (Sverige, Tyskland og USA).

 

- Vi glæder os særligt over en stigende salgsprocent. Det er rigtig godt for avlerne og viser, at efterspørgslen er opadgående, og derfor skal avlerne ifole deres gode hopper, lyder et godt råd fra auktionsudvalgets formand Ulrik Kristensen, der samtidig gav udtryk for sin glæde over den tillid de mange hesteejere har udvist auktionen.

 

Han glædede sig samtidig over, at der er rifter om en god medaljehoppe og en ikke-kåret hingst. Han konkluderede, at har man en sund og rask hest, der er let ridelig, så kan den også sælges!

 

Topprisen på 500.000 kr. blev opnået af den 5-årige sølvmedaljehoppe Dam's Dustaire e. Blue Hors Zack/De Noir, der deltager i unghestechampionatet. Avleren af Dam's Dustaire, Erik Dam Mortensen fra Lem har avlet siden 1991. Han får ganske få føl om året, og hoppen er tredje generation af hans avl. Han havde sine tvivl, da muligheden for at sætte Dustaire på auktion først bød sig.

 

- Jeg fik tilbuddet om at få den med, og da den så blev udtaget til unghestechampionatet og skulle herop alligevel, tog jeg chancen. Jeg tænkte, at jeg jo altid kunne byde den hjem - men det blev så ikke nødvendigt.

 

Det blev slet ikke nødvendigt, for der var flere ivrige købere til den velgående hoppe. Erik Dam Mortensen sad på tilskuerrækkerne og så buddene blive højere og højere.

 

- Det fatter man jo rigtig. Men jeg sad ved siden af min familie, så der var god støtte i dem. Det var helt overvældende. Vi fældede en tår alle sammen, fortæller avleren.

 

Det sidste bud for Dam's Dustaire på 500.000 kroner kom fra Mikæla Lindh fra Dressurstald Sølyst. Hun købte hoppen sammen med Katja Kuistila, der er bosat i England.

 

- Jeg stoler på konceptet bag Dansk Varmblods auktioner. Røntgenbillederne ligger på nettet, og derfor kunne vi gøre et grundigt forarbejde før auktionen. Samtidig er jeg selv meget begejstret for dansk avl, fortæller Mikæla, der ikke fandt valget af Dam's Dustaire svært.

 

- Den har en passende størrelse til mig, og så har den gangarter, der rækker til Grand Prix. Den er dejlig op af jorden. Samtidig har den en god psyke. Jeg har fulgt den igennem alt, den har lavet heroppe - på banen, på opvarmningen og i stalden Desuden er jeg ikke helt ung længere, og hvis der sker noget, har den en så god stamme, at jeg kunne tænke mig at avle på den.

 

Lindh og Kuistilas planer med Dam's Dustaire er mange. Mikæla Lindh skal ride hende, så langt som hoppen kan komme, og samtidig vil de skylle æg af hende.

 

Dyreste kårede hingst blev den 4-årige præmiehingst JJ Zinfandel Grønvang e. Blue Hors Zack/Gribaldi, der opnåede hammerslag ved 450.000 kr. Den smukke hingst, der blev fremstillet af JJ Horses i Norge blev solgt til en velkendt kunde i Dansk Varmblod, svenske Johan Ifversson.

 

Den 3-årige hingst Shogun e. Sunny-Boy/Negro opnåede ikke kåring, men der er altid gode kunder til gode heste. For 400.000 kr. trak den talentfulde dressurrytter Anna Zibrandtsen det længste strå og sikrede sig den særdeles velgaloperende sorte hingst.

 

Hesten var ejet af familien Steensen Blicher, og blev fremvist af sønnen Steen S. Blicher. Susanne og Søren Steensen Blicher. De fortalte:

 

- Det er meget mærkeligt. Vi tog jo herop for at få den kåret, men det lykkedes jo så ikke. Til gengæld blev det en dejlig auktion. Hesthandel handler jo om at få alt til at klappe, og det gjorde det jo de 10 minutter, som Steen red den derinde. Han gjorde det fantastisk. Nu vil vi fejre det i aften med alle hjælperne. For os, der har hestene som hobby, er det vigtigt at kunne følge dem. Med auktioner kan du jo heller ikke være sikker på, at de kommer et godt sted hen og får det godt, men den skal til Bregnerødgaard, og det kan jo ikke være bedre, fortæller familien Susanne og Søren Steensen Blicher.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner