Fødselsdagsfejring til ridestævne

10-03-2023 11:01

Mille Albinus Hjermitslev

For Emilie Mosegaard Christiansen er det helt normalt at fylde år blandt savsmuld og hestevrinsk. I år har vi fulgt hende og oplevet, hvordan man holder fødselsdag, når man samtidigt skal ride ridestævne

Copyright Ridehesten.com
Emilie fejrer fødselsdag. Foto: Ridehesten.com/Mille Albinus Hjermitslev
Nyheden fortsætter efter annoncen

Emilie Mosegaard Christiansens 21 års fødselsdag startede, da vækkeuret ringede i lastbilen i Herning klokken 06.40. Hendes veninde Violise Frost Bay fik sagt et varmt tillykke, og så måtte de to ellers i stalden og morgenfodre. Efter morgenfodring skulle Emilies fire heste ud på morgenens gåtur.

Den nu 21-årige Emilie Mosegaard rider på fuld tid, efter hun blev færdig på gymnasiet i 2021. Hun har fire heste med i de internationale springklasser i Herning. Syvhøjegårds Enzo e. Chandler/ Carano (opdr. Niels Osterland) i CSI3*, Rocket Queen Z e. Quaprice Z/ Cassini I (opdr. Louise Blicher Goth) i CSI1*, Syvhøjegårds Keep Calm e. Diablo/ Cosmeo (opdr. Niels Osterland) og Syvhøjegårds Footloose e. Balou/ Royal Z II (opdr. Niels Osterland) i CSIYH for 7-års heste.

Forkert pas til vet-check
Der er lidt at holde styr på, når man har fire heste med. I hvert fald startede Emilie morgenen med at tage det forkerte pas med til vet-check. Det var Syvhøjegårds Footloose, der skulle i vet-check, men scanneren virkede ikke. Det gav mening, da det gik op for Emilie, at det var Syvhøjegårds Enzo's pas, hun havde taget med. 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Efter Emilie fik fat i det rigtige pas, fortsatte fødselsdagen med den sædvanlige stævne-morgenmad: Toast og kaffe i lastbilen. Fuld af energi var det nu tid til at morgenride de fire heste. Kun to timer var hallen ledig, så Emilie måtte få hjælp til at nå dem alle. Heldigvis har Emilies søster Ditte Mosegaard Christiansen taget fri for at agere groom, imens Emilie rider i Herning. Derfor kunne hun sadle op og trække hestene før og efter ridning. Derefter fik hestene frokost og tid til at sove middagslur. 

Så var det tid til at fejre fødselsdag. Emilie og hendes ridevenner fik frokost, og derefter var der inviteret gæster til kage, hvor Emilie åbnede gaver. 

Sidst på dagen skulle Emilie og hestene i ilden i Jyske Bank Boxen. Syvhøjegårds Enzo og Emilie Mosegaard var første ekvipage til start i den 3-stjernede 145 cm. Her blev det til en fejlfri runde på forhindringerne, men desværre havde de undervurderet, hvor snæver tidsgrænsen var. Tre tidsfejl blev det til, men en god tur var alligevel en god fødselsdagsgave.

Copyright Ridehesten.com
I stalden havde Emilies venner og familie pyntet op. På billedet er Rocket Queen Z. Foto: Privat

Da klokken blev 21.10 startede Emilies sidste klasse: 130 cm for ungheste, som hun skulle ride på Syvhøjegårds Footloose. Her blev det til en fejlfri runde og en placering som nummer 11. Dermed sluttede Emilies ridestævne-fødselsdag på bedste vis.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner