Astrid Ø. Sørensen
Produktet hedder Cryoscreen og er opfundet af franske farmaceuter til brug på mennesker. Nu er det kommet til Danmark i en hesteversion, der via -78 grader koldt kuldechok både kan løsne op for muskelspændinger og øge helingsprocessen på seneskader. På 30 sekunder er det vha. Cryoscreen muligt at sænke hud-/overfladetemperaturen hos hesten, hvilket foruden førnævnte fordele kan føre til øjeblikkelig smertelindring ved en akut skade samt en hurtigere restitution efter arbejde ved, at inflamationen i sener, muskler og led behandles og blodgennemstrømningen øges.
Bag salget i Danmark står Hanne Juel, som i mange år har drevet et wellness- og aquacenter for heste. Nu har hun lagt endnu en dimension til dette, hvor hun via Cryoterapi vil hjælpe andre med at behandle deres heste.
Produktet har danmarkspremiere denne weekend til FEI World Cup i Herning, hvor det kan ses og opleves i messeområdet i hal M. Her vil Hanne både være at finde til en snak og en demonstration af produktet, som også kan opleves på egen hud.
Der findes mange produkter på markedet, der lover næsten samme fordele, såsom laserpenne, infrarødt lys i gamacher, massagedækkener og meget mere. Hanne mener dog, at der er en væsentlig forskel i og med, at kulden giver kroppen et chok, hvilket får den til at regenere sig selv og fra nervesystemet sende "krigere" til de behandlede områder. Hvad hun mener med dette, kan du høre i videoen, hvor du desuden kan blive klogere på, hvad Cryoscreen er, og om det er noget for dig og din(e) hest(e). Hvis det bliver lidt teknisk, så hold ud; i sidste ende skulle det gerne give mening: