Annika Knudsen Lorentsen
I denne weekend er Longines Global Champions Tour rykket til Monte Carlo i Monaco, hvor danske Andreas Schou er til start.
Med sig har han hestene Billy Matador e. Billy Mexico/ Animo og I Know e. Arezzo VDL/ Hors la Loi II, og i dag har han været til start i Global Champions League for holdet Istanbul Warriors, hvor han leverede to fejlfrie ridt.
Det første leverede han med Billy Matador i den 155 cm høje første runde, mens han efterfølgende leverede en fejlfri runde med I Know i den 160 cm høje anden runde.
Holdet, som foruden Andreas, bestod af tyrkiske Omer Karaevli, sluttede med 24 fejl, da Omer fik henholdsvis 8 og 16 fejl i de to runder. Dette resultat rakte til en 11. plads for holdet ud af 16 hold.
Individuel topplacering
Individuelt sluttede Andreas lige udenfor placering i første runde med Billy Matador, mens han sluttede i toppen af anden runde med I Know, hvor han leverede det næstbedste resultat, og dermed sikrede sig en individuel topplacering på den 160 cm høje bane.
I videoerne nedenfor kan I se Andreas' runder i sadlen på henholdsvis I Know og Billy Matador.
I morgen er der Longines Global Champions Tour Grand Prix på programmet i Monaco.