Flotte danske placeringer i Polen denne uge

28-06-2020 21:09

Annika Knudsen Lorentsen

I denne uge har en lang række danske springryttere konkurreret i polske Ciekocinko, og Olivia Dresler har blandt andet redet to sejre hjem, mens Theodor Linde blev nr. 4 i dagens Grand Prix-klasse

Copyright Ridehesten.com
Olivia Dresler og Bull's Cabachino. Foto: Ridehesten.com/Annika Knudsen Lorentsen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I løbet af ugen har mange danske springryttere redet flotte resultater hjem ved det internationale stævne i Ciekocinko i Polen. 

De første dage var det primært unghestene der var i aktion, og her blev det blandt andet til en sejr for Martin Neergaard med Swedish Dynamite for 7 års hestene, ligesom de også vandt en fjerdeplads i 7-års finalen torsdag.

Olivia Dresler fik dannebrog til tops to gange
13-årige Olivia Dresler har haft en meget succesfuld uge i Polen, og lørdag red hun en sejr hjem i 115 cm-klassen med Bull's Cabachino. 

Gårsdagens sejr blev efterfulgt af endnu en sejr i dag. Her red Olivia Uno's Safir hurtigt og fejlfrit rundt i en 125 cm klasse, og med mere end 4 sekunder ned til andenpladsen blev det en stensikker sejr. 

Foruden hestene havde Olivia også ponyen Batman d'Ete med i Polen, og da der ikke var ponyklasser ved stævnet, måtte ekvipagen stille op mod de store heste.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Batman er den eneste pony til start ved stævnet mod heste, og de opnåede blandt andet en 3. plads om fredagen, fortæller Olivias mor Julie Dresler.

Theodor bedste dansker i stævnets højeste klasse
I dag blev stævnets sværeste klasse afviklet, en 145 cm Longines Ranking-klasse, og her var flere danskere også en del af placeringsrækken. 

Bedst af dem var Theodor Linde med Salto des Nauves H D C, for med en flot og fejlfri hovedrunde, samt omspringning, endte de som nr. 4 i en klasse med næsten 80 ekvipager. 

I samme klasse blev Rikke Haastrup og Balouca Z nr. 7, mens Phillippa W. Linde med Casmann 2 blev nr. 11. 

Foruden de nævnte ryttere har mange andre danske ryttere redet placeringer hjem igennem ugen. I den kommende uge afvikles der endnu et stævne i Ciekocinko, og her er de fleste af de danske ryttere igen til start, blandt andet Olivia Dresler, som glæder sig til endnu en uge i det polske.

Alle resultater kan findes her. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner