Flot start for Cecilie Eriksen og Calvin

25-08-2018 12:50

Camilla Tiefensee Schrøder

Efter et dressurridt til over 70 % har Cecilie Eriksen og Calvin her til formiddag lagt sig på en foreløbig andenplads i CIC2* ved det internationale militarystævne i Segersjö

Copyright Ridehesten.com
Cecilie Eriksen og Calvin. Foto: Ridehesten.com/Maria Schacht
Nyheden fortsætter efter annoncen

De tre danske militaryryttere, som denne weekend er draget til Segersjö i Sverige for at deltage i et internationalt militarystævne, har her til formiddag været igennem dressurtesten, og her fik Cecilie Eriksen en forrygende start. Hun red til 71.77 % på sin 11-årige vallak Calvin e. Calypso/Alchimist (opdr. B.J. Kleinlugtebeld, Dalmsholte) og ligger dermed foreløbig som nummer to blandt de 33 ryttere. Og med hendes nuværende 28.2 strafpoint er der under et point op til svenske Jonna Britse, som ligger i spidsen.

Uenige dommere var for en gangs skyld enige
I sin glade statusopdatering på facebook efter ridtet kalder Cecilie Eriksen Calvin en "lidt af en guttermand".
– Peeerfekt på opvarming, men også fin inde på banen til trods for en smule anspændthed i galoppen. Nydeligt program uden nogle fejl – og ja, selv dommerne var enige denne gang, skriver militaryrytteren med henvisning til de to dressurdommere, der konsekvent dømte meget forskelligt. Den ene lå ca. fem procentpoint over den anden i størstedelen af bedømmelserne, men ikke når det kom til Cecilie Eriksens ridt. Her gav de henholdsvis 71.251 og 72.292.

Mia Hastrup og DV-hoppen Continue de Vision e. Contendro I/Miner's Lamp Xx (opdr. Vivan Ryslinge) er også godt med og har lagt sig på en foreløbig 10.-plads med 33.2 strafpoint. Her var der tale om en af de største uenigheder blandt dommerne, som dømte henholdsvis 63.13 og 70.42 procent.

Udfordrende terrænbane
Allerede i eftermiddag skal rytterne videre til ridebanespringningen, og den endelige vinder bliver fundet efter søndagens tur på CIC2*-terrænbanen. Ifølge Cecilie Eriksen er ser det ud til at være en stor og teknisk udfordrende bane, som man helt sikkert ikke kommer sovende igennem, også selvom man er vant til at ride trestjernet.

Se start- og resultatlisterne.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner