DM-vinder er ude af sporten i et år

08-11-2019 14:17

Camilla Tiefensee Schrøder

Cecilie Eriksens 12-årige vallak Calvin, som hun vandt DM i military med i år, udgik med en skade fra Nations Cup-stævnet i Boekelo i sidste måned. Desværre har skaden siden vist sig at være mere alvorlig end først antaget

Copyright Ridehesten.com
Cecilie Eriksen og Calvin ses her på vej mod deres DM-sejr i september. Foto: Ridehesten.com/Kee Nørgaard Frandsen

Årets DM-guldvindere, Cecilie Eriksen og Calvin e. Calypso/Alchimist vil ikke være at finde på militarybanerne det næste år. Den røde vallak har fået en seneskade og skal derfor holde sig i ro hele næste sæson. Sådan lyder den triste udmelding på Cecilie Eriksens officielle facebookside.

Efter et flot DM var ekvipagen til start ved det store FEI Nations Cup-stævne i Boekelo i midten af oktober. Her måtte de desværre udgå inden den afsluttende ridebanespringning pga. halthed.

– Min bedste ven og verdens bedste makker vil desværre være ude af den sport, vi sammen elsker, det næste års tid. Den smule halthed, vi så i målfeltet efter vores fantastiske terræntur i Boekelo, har vist sig at være lidt mere end som så. Calvin har fået sig en seneskade, hvilket han på ingen måde fortjener. Han gør alt for mig... og jeg kan slet ikke holde tanken ud, om vi ikke får lov til at nyde hinandens selskab i daglig ridning og stævner det næste år, skriver Cecilie Eriksen i opslaget på facebook, som kan læses i sin fulde længde nederst.

25-årige Cecilie Eriksen fortæller, at hun har en lovende 3-års på vej, men ellers har hun ikke nogen direkte erstatning for Calvin i skadespausen.
– Måske der byder sig en mulighed et sted, men jeg kommer nok ikke til at fortsætte næste år på 4* niveau.
Som studerende er jeg desværre ikke i en økonomisk situation, hvor jeg kan gå ud og købe en ny hest, som jeg jo egentlig burde have på vej. Så det kommer til at kræve et samarbejde med en ejer, der er villig til at være en del af eventyret med mig som pilot, siger Cecilie Eriksen.
 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner