Britt Carlsen
Det internationale dressurstævne i København blev en rigtig dansk gyser her til aften. Rytterne kæmper om de fire pladser der giver adgang til WEG i Kentucky til september. Landstræner Rudolf Zeilingers kritiske øjne er på de danske ekvipager og søndag løfter landstræneren sløret for hvilke fire ryttere og to reserveryttere, der skal repræsentere dansk dressur i Kentucky. Prinsesse Nathalie har for tre uger siden født en søn, men hun er allerde nu i sadlen på VM-aktuelle Digby og de leverede et glimrende come back efter at have været udenfor konkurrence i fire måneder. - Jeg er meget tilfreds, sagde prinsesse Nathalie efter sejren i Jan Nygaard Grand Prix. - Der var et par småting, som vi skal arbejde med, men generelt er jeg meget tilfreds, understregede hun. Digby så dejlig afspændt og tilpas ud inde på banen, og som Nathalie også kommenterede med et smil: Hverken hesten eller rytteren har glemt det! Det blev total dansk dominans, idet Anne Troensegaard/Seduc, Anne van Olst/Esquis Clearwater og Sanne Henningsen/Atterupgaards Molberg fulgte efter på de næste pladser.