Cecilia Lindahl
Fire føl er i løbet af de sidste to uger døde af Salmonella på en gård i det nordlige Sverige. Et føl døde på gården for to uger siden, og dyrlægen troede i første omgang, der var tale om kolik. Men da der blev tale om endnu et tilfælde, blev det rapporteret videre til Statens veterinærmedicinske anstalt (SVA), der er en svensk statslig forvaltningsmyndighed, der blandt andet skal undersøge smitsomme dyresygdommes opståen, årsag og spredningsslags samt være nationalt veterinærmedicinsk laboratorium.
Der var tale om salmonella
En undersøgelse slog fast, at der var tale om salmonella. Yderligere to føl er siden døde af salmonella. Gården er nu afskærmet, og det betyder at hverken dyr, gødning eller foder må forlade stedet. For mennesker handler det nu om at være ekstra forsigtig med hygiejnen. Imens tages der prøver indtil gården igen er salmonella-fri.
- Vores del af landet er stort set fri for salmonella, så vi er ikke så vant til sådanne udbrud. Det går normalt over uden symptomer hos heste, men hos unge dyr kan det medføre døden, fortæller distriktets dyrlæge Helén Löfblad til SVT.
Foder og import kan være årsagen
Distriktets dyrlæge Helén Löfblad fortæller til det svenske medie SVT, at infektionen normalt kommer gennem foder eller import af dyr. Mennesker kan inficeres ved kontakt med dyr, men ved normal hygiejne er det meget sjældent. Normalt overføres sygdommen gennem vores mad, men ifølge Statens veterinærmedicinske anstalt (SVA) i Sverige er 70-80% af de berørte svenskere blevet smittet i udlandet.
/SVT