Anna Pørtner
Siden i fredags har seks danske militaryryttere konkurreret ved Sopot Horse Trials i Polen i henholdsvis CCI4*-L og CCI3*-S. Særligt hos de to ryttere, der deltog i den 4-stjernede konkurrence, har det set lovende ud over hele weekenden, hvor de allerede lagde sig i spidsen efter førstedagens disciplin.
Det var nemlig dressur, de danske ryttere skulle prøve kræfter med først. Her lagde Marie Juul sig i spidsen med den 15-årige holstenervallak Ikke 2 e. Ibisco/ Landos. De red nemlig et rigtigt flot program, hvor de fik 32,3 strafpoint, altså svarende til 67,7% og lagde sig ind i spidsen af CCI4*-L-konkurrencen.
Den danske OL-rytter Peter T. Flarup var ligeledes til start i den 4-stjernede konkurrence, hvor han havde taget den 11-årige holstenerhoppe Gamegirl Impe e. Chico's Boy/ Cyrkon med sig til start. Også de startede rigtig flot ud i dressuren, hvor de red klassens fjerde bedste resultat med 35,2 strafpoint, altså svarende til 64,8%.
Lørdag var det blevet tid til terrændelen, hvor der blev rokeret lidt rundt på pladserne. Efter Marie Juul og Ikke 2 havde været i terrænet, havde de nemlig indkasseret 25,4 strafpoint, hvilket rykkede dem ned på en foreløbig sjetteplads efter terrænet. Peter og Gamegirl Impe var tværtimod fejlfrie i terrænet, og lagde sig med den helt suveræne indsats ind på en foreløbig førsteplads i konkurrencen.
I går, søndag, var det så tid til stævnets sidste disciplin, ridebanespringning på en 120 cm høj bane. Som bekendt kan alt ske i military, så da de to danske ryttere red på banen, var intet sikkert. For Marie Juul og Ikke 2 blev det til en tur med en enkelt nedrivning og 0,8 tidsfejl, altså 4,8 strafpoint tillagt de allerede 25,4 strafpoint.
Hos Peter T. Flarup og Gamegirl Impe var det en lidt anden sag. Parret klarede sig fejlfrit igennem den udfordrende bane, og med blot 0,4 tidsfejl kunne de altså ånde lettet op. Førerpositionen var nemlig sikret, og da alle ekvipager havde været igennem den sidste disciplin, lå det da også klart, at Peter T. Flarup og Gamegirl Impe havde vundet CCI4*-L i Sopot. Foruden den flotte sejr, var det hoppens første CCI4*-L, så det var ikke blot en sejr, men en debutsejr.
– Det har været en fantastisk weekend, hvor tingene bare lykkedes. Det har taget mig lidt tid at finde det system, hun trives bedst i på det her niveau. Hun er en fantastisk hest, som jeg tror rigtig meget på, lyder det fra Peter T. Flarup efter sejren.
Marie Juul og Ikke 2 endte på en flot femteplads efter en utrolig stærk start, men lidt udfordringer både i terrænet og på springbanen. Hos CCI3*-S-rytterne blev bedste dansker Filippa Wagtmann på den 10-årige vallak Follow Me Palija AA e. Nathan de la Tour HN/ Jalienny. Parret fik 42,3 strafpoint i dressuren, en fejlfri ridebanespringning og en fejlfri tur i terrænet, og endte altså på en samlet 18. plads ud af 47 ekvipager.
Stævnets start- og resultatlister.