Maria Lerche Mortensen
14 kuske og ekvipager fra det danske landshold fra Foreningen Fjordhesten Danmark, har i denne weekend forsvaret Danmark ved nordisk mesterskab i Fredrikstad i Norge.
I mesterskabet for junior dressur blev guldvinderen Ida Marie Veilis og Højgaards Fronar, der både vandt første afdeling og anden afdeling af mesterskabet med henholdsvis 69,666 % og 67,222 %, og dermed lagde afstand til konkurrenterne. Sølvmedaljetageren var ligeledes dansk, dette var nemlig Rubin Skovå med Rebecca Lynge Nielsen i sadlen.
I mesterskabet for senior dressur var seks danske ekvipager til start, og det blev til en flot dansk top fire. Lisa Therkildsen vandt mesterskabet med Giblings Jura. Dog lå Karina Blaabjerg utrolig tæt på med Stald Kiels Lyst, men parret måtte ”nøjes” med sølvmedaljen. Sara Grimbuhler tog bronzemedaljen på Trollfin, imens søster Stine Grimbuhler sluttede lige uden for podiet som nummer fire. Som nummer 7 i klassen var Pernille Balcer at finde med Citat Halsnæs, imens Janni Rasmussen og Sønderkærgaards Gorm sluttede som nr. 9.
I mesterskabet for senior kørsel blev det til endnu en overbevisende dansk guldmedalje, denne sørgede Karina Blaabjerg og Bounty nemlig for. Nr. 6 i mesterskabet blev Sanne Hansen med Ibberman Kjærgaard.
Mesterskabet for junior springning blev et af de to eneste mesterskaber hvor guldet ikke gik til en dansk ekvipage, men det gjorde sølvmedaljen. Denne tilfaldt nemlig Anne Katrine Hjorthøj og Birkens Rubin.
Zenia Jørgensen og Apollo red guldmedaljen hjem i mesterskabet for senior spring. Men også på andenpladsen var en dansk ekvipage at finde, nemlig Karina Blaabjerg på Laustfin Skellerød, ind på 5. pladsen i mesterskabet kom Dukan med Pernille Nielsen i sadlen.
Karina Blaabjerg tog endnu en medalje i allround klassen med Stald Kiels Lyst, som også vandt sølv i dressuren. Stævnets resultater kan ses her.