Marie Helene Rigård Rohleder
– Fjordhestens er hele familiens hest. Sådan lyder det prompte fra Jacob Grimbühler til spørgsmålet om, hvad der gør den gule hest med stritmanen så populær.
Den prestigefyldte titel Sjællandspræmiehingsten gik da også til den populære fjordhest på Roskilde Dyrskue 2019.
Den 12 år gamle hingst Fjelltor fra Norge blev mønstret til perfektion af Jacob Grimbühler, som høstede lutter 10-taller for fremføring og endte en samlet pointscore på imponerende 229!
– Det er en stor ære at vinde Sjællandspræmiehingsten, og det er virkelig god reklame for vores race. Vi havde høje ambitioner til Fjelltor, da han er en virkelig dejlig fjordhest med et fantastisk temperament. Jeg både rider og køretræner Fjelltor og ellers står han til rådighed i avlen, fortæller Jacob Grimbühler.
Fjelltor står opstaldet hos Jacobs far på familiens Stutteri Højgaard i Gislinge. En familie som i flere generationer har avlet fjordheste.
Fjelltor er fra 2007 efter far Torstenblakken, mor Fjellmøy og morfar Dragmann. Hingsten er opdrættet af Knut Rasmus og Per Ole Hjelle fra Norge.
Sjællandspræmiehingsten er en traditionsrig og respekteret konkurrence, hvor hingste over 4 år på tværs af alle racer kan deltage.
I år var 16 hingste udtaget, og de blev bedømt af 8 dommere. Her blev hingstene mønstret og modtog derefter karakterer for henholdsvis type, bevægelighed og fremføring.
Andenpladsen gik til den islandske hest Sonur fra Dalur og tredjepladsen gik til shetlandsponyen Rosenstandens Balou.
Se alle billederne fra Roskilde Dyrskue på Ridehesten.com i næste uge.