Finaledag til musik på Broholm

09-06-2013 08:32

Britt Carlsen

Fire dages dressurkonkurrencer på Broholm kulminerer med en forrygende finaledag sat til musik. Det er tid for kürfinalerne i Bundgaard Byg Cup, i mesterskabet for U25 og i seniorernes mesterskab, men hvem er det nu der fører, og hvornår skal de potentielle medaljetagere ride?

Copyright Ridehesten.com

Der har været vist overordentlig flot ridning på Broholm ved dette mesterskabsstævne. I ti-året for opstarten af DM-stævnerne i slotsparken ser dansk dressursport så stærk ud som aldrig tidligere. Det er ikke alene blandt seniorerne, at der er kommet en bredere top, den tendens strækker sig ned gennem klasserne og det har i høj grad været med til at præge den sportslige oplevelse i positiv retning. 

Bundgaard Byg Cup har i mere end 10 år præget dansk dressursport på lille turs niveau, og rytterne har med taknemmelighed taget imod denne turnering, som giver rytterne og ikke mindst deres talentfulde heste, en spændende turnering, der i år strækker sig over tre kvalifikationsstævner i Aalborg, på Broholm og Heslegaard med finaler ved stævnet hos Blue Hors i november. Det var Marianne Yde Helgstrand og yndige Sitana, der vandt første kvalifikation i Aalborg foran Mai Tofte Olesen og Andrea Woodard. Alle ryttere er til start i dagens Intermediaire I kür, men de kommer i hård kamp om sejren, idet Andreas Helgstrand har vist skræmmende styrke på Polka Hit Nexen.

U25 i særklasse
Tilbage i 2009 var der ved ECCO Cup finalen i Vallensbæk præmiere på en helt ny klasse og turnering U25 for ungseniorer under 25 år, der konkurrere i Intermediaire II og U25 Grand Prix - en lidt lettere udgave af den vanskelige Grand Prix klasse. I de første år har deltagerantallet været begrænset i denne klasse, men med ECCO Cuppen som lokomotiv, så har også den klasse udviklet sig til at være særdeles seværdig, og på Broholm er det et stærkt felt på 10 kompetente ekvipager, der dyster om medaljerne. Tre ryttere har trukket fra i konkurrencen om medaljerne, det er de tre ryttere, som skal repræsenterer Danmark ved det uofficielle mesterskab ved stævnet i Aachen: Nanna Skodborg Merrald, Daniel Bachmann Andersen og Sofie Jeppesen, der sejrede i mesterskabet sidste år. I år har Nanna dog lagt afstand til sine konkurrenter, og der går rygter om, at vi bliver vidne til en helt særlig küroplevelse, når Nanna og Millibar entrer dressurstadion kl. 13.17.
U25 mesterskabets sidste rytter er Sofie Jeppesen med starttid kl. 13.26 og umiddelbart efter præmieoverrækkelsen vil prinsesse Nathalie og Hasse Hoffmann i fællesskab gøre os alle meget klogere på dressursporten og dressuruddannelse.

DM så stærkt som aldrig tidligere
Det danske mesterskab for seniorer begynder kl. 14.20, og det er DM-debutanten Rikke Dupont/Dejavu, som åbner "ballet". Med start kl. 15.38 rider prinsesse Nathalie på banen med Digby. I den samlede stilling ligger parret på en tredjeplads med en total på 49,952. Lars Petersen/Mariett følger efter. Efter en dårlig start red Lars sig op i klassementet i Specialen, og da han har haft stor succes i Florida i kür, så venter der publikum en god oplevelse. Thomas Sigtenbjerggaard er blevet udråbt til DM-klassens store positive overraskelse, da han piafferede og passagerede Nintendo ind på fjerdepladsen i Grand Prix'en. Han ligger nu på en samlet 5. plads med 49.032 points. Lone Bang Larsen og Fitou L er tilbage i topkampen efter en skadespause, og sikke et comeback! De har redet sig ind på en andenplads i den samlede stilling med 50.416 points.

Kl. 16.23 rider Andreas Helgstrand på banen med Akeem Foldager. Parret var storfavorit til sejren, men i lighed med Lars Petersen, så ville Andreas også alt for meget i Grand Prix-klassen og det kostede points. De kom dog stærkt tilbage i Specialen, hvor de sluttede på tredjepladsen og de er nu på en fjerdeplads i den samlede stilling med 49,462. Det betyder, at vi har fire ryttere med blot halvanden procentpoint imellem sig inden kürfinalen. 

Det er dog unge Anna Kasprzak, som med Donnperignon har været helt suveræn. Parret vandt både Grand Prix og Grand Prix Special og deres kür er både vanskelig og særdeles seværdig. Anna har et forspring på godt halvanden procentpoints til sine nærmeste konkurrenter, så selvom hun ligner en kommende mester, så er det fortsat tæt i topkampen og alt kan ske på Broholm i eftermiddag.
Se start og resultatlister her

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner