Fin VM-debut fra det danske TREC-landshold

05-09-2016 09:41

Fredag og lørdag er VM i TREC blevet afviklet i Segovia i Spanien, og for første gang nogensinde var det med dansk deltagelse

Copyright Ridehesten.com

Det var Katja Berg på Gamlish Chaday-Delight, Lisa Kjer Andersen på Macimo og Malene Lindberg på Carpe Diem, der repræsenterede Danmark ved VM i TREC, og alle tre ekvipager har leveret fine præstationer i debuten på højeste niveau. Landsholdet sluttede holdkonkurrencen på en 10. plads, mens Lisa blev nr. 39, Katja nr. 47 og Malene nr. 61.

Alle ekvipager startede VM med 240 point, og i første disciplin POR (orienteringsridtet), der blev afviklet fredag, blev der trukket fra, når den angivne tid/hastighed blev overskredet (både hurtigere og langsommere talte fra), samt hvis ekvipagerne ikke fulgte den angivne rute eller missede kontrolposter. Med sig på POR’en har ekvipagerne et kort samt et kompas. Ruten var teknisk udfordrende og var lagt i et særdeles vanskeligt bjergrigt terræn, hvilket blev afspejlet i, at størstedelen af deltagerne, heriblandt også danskerne, sluttede øvelsen med minuspoint.

I lørdagens MA og PTV var der så mulighed for at skrabe point sammen igen. I MA’en, som er en gangartsøvelse, har ekvipagerne mulighed for at opnå maks. 30 point i galopdelen og maks. 30 point i skridtdelen. Her opnåede Lisa og Macimo hhv. 30 og 8 point, mens Katja og Gamlish Chaday-Delight fik 30 og 22 point. Sidste dansker Malene og Carpe Diem 10 og 12 point for deres MA.

Slutteligt skulle VM-ekvipagerne gennem en særdeles vanskelig PTV-bane, hvor hver af de 16 forhindringer kunne udløse maks. 10 point. Også her var sværhedsgraden i top, hvilket bl.a. blev afspejlet i højden på springene, og at placeringen af forhindringerne gjorde dem svære at forcere – eks. var labyrinten langt på en skråning. Alle tre danskerne kom gennem banen i godkendt stil, hvor enkelte forhindringer dog blev sprunget over, hvis rytterne vurdere, at det var for stor en udfordring for hestene.

Landsholdet sluttede på 10. pladsen, mens Lisa blev nr. 39 med 63 point, Katja nr. 47 med -4 point og Malene nr. 61 med -197 point. Alt i alt har det været et godt VM, hvor vores tre danske deltagere har prøvet kræfter med TREC på allerhøjeste niveau, og der er masser af værdifuld erfaring med hjem i bagagen.

Se masser af billeder på Dansk Ride Forbund og DRF Trec på Facebook.

Læs mere om TREC.

/DRF.

Info

Om TREC
TREC er en udfordrende disciplin for alle ryttere og heste, der nyder en tur i naturen. TREC er en test, hvor samarbejdet mellem hest og rytter kommer på prøve i naturen. Der bydes på ridning i et varieret terræn med naturlige forhindringer og passager. TREC tester og udfordrer, hvad ryttere kan komme ud for ved ridning i naturen. Disciplinen er en test af rytterens og hestens samarbejde i terrænet med stor vægt på rytterens evne til at finde vej og hestens lydighed og erfaring med naturlige forhindringer.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner