Mere NM-guld til Danmark!

19-08-2018 17:38

Camilla Tiefensee Schrøder

NM i Finland sluttede med en guldmedalje til Tobias Jørgensen, individuel bronzemedalje til Mette Rise Christiansen og hold-guld til junior/ungrytterholdet. Seniorholdet fik bronze, mens Katja Berg red sig til individuelt sølv

Nyheden fortsætter efter annoncen

Det har været en god dag for danskerne ved årets nordisk-baltiske mesterskaber i Ypäja, Finland. Den startede med, at ponyrytter Astrid Vibe Skovgaard sikrede sig en individuel guldmedalje, og nu har junior-ungrytterne hevet endnu mere guld hjem.

De unge i topform
Tobias Jørgensen, som er i gang med sit sidste år som ungrytter, vandt individuelt guld på sin kun 7 år gamle hingst, Bon Cheval e. Bøgegårdens Boney M/Sam-Sam (opdr. Lorens E. Jessen). Han lagde flot ud i dressuren med en foreløbig syvendeplads, og efter en fejlfri tur på springbanen og til sidst en terræn-tur med kun 0.8 i tidsstraf, sikrede han sig guldmedaljen med et samlet resultat på 32.0 strafpoint.
Endnu en dansker kom på den individuelle medaljeskammel, nemlig Mette Rise Christiansen, som med 35.2 strafpoint sikrede sig bronzemedaljen på Charisma de Vision e. Contendro I/Corratus (opdr. Vivan Ryslinge).

Rutinerede ryttere på unge heste
Rytternes flotte individuelle resultater sikrede også guldmedaljer til holdet, hvilket den danske holdkaptajn Sally Schlichting naturligvis glæder sig over.
- Alle rytterne er rimeligt rutinerede, men de rider på nye og unge heste, fortæller holdkaptajnen, som oplevede spænding til det sidste på tilskuerpladserne.
- Vi havde stået og regnet resultaterne sammen, men vi turde ikke tro på det, før vi havde hørt det helt officielt, fordi det var så tæt, fortæller hun.

Se resultatlisten i CIC1* individuelt og for hold.

Bronze til et udfordret seniorhold
Det danske seniorlandshold var udfordret af et sent afbud og en brækket tommelfinger, men alligevel formåede de at ride sig til en bronzemedalje. Katja Berg opnåede holdets bedste resultat og fik også en individuel sølvmedalje med hjem i baggagen. Hun sluttede på 46.5 strafpoint på Vitan Van Alsingen e. Pierrot/General Ironside.

Se resultatlisten i CIC2* individuelt og for hold


Se alle resultaterne

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner