NM i military er i fuld gang

05-09-2024 13:55

I denne weekend kan man se frem til spænding i verdensklasse, når Sportsrideklubben er vært for de nordiske mesterskaber i military. I dag er første konkurrencedag, og de modige ryttere er i fuld gang

Copyright Ridehesten.com
Mette-Marie Broby Petersen er kommet godt fra start i dagens dressur. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

I denne weekend skal de nye nordiske mestre i military findes, når Sportsrideklubben for 15. år i træk åbner dørene til deres fantastiske faciliteter, hvor der afholdes NM for pony-, junior-, ung- og seniorryttere. Udover det spændende mesterskab, afvikles der også almindelige internationale 1-, 2- og 3-stjernede klasser. I dag er ekvipagerne på banen for første gang, hvor det gælder dressuren. 

Her til morgen er CCI2*-S rytterne på banen i Bernstorffsparken i dressur for første gang. Her er der dansk deltagelse fra blandt andet EM-aktuelle, Mia Rejnholdt Carøe. Udover Mia, er yderligere ti danskere til start, hvor den første af dem allerede har lagt sig godt fra start. Det er nemlig Mette-Marie Broby Petersen på Pitagoras e. Carlo Grande/ Alfaro, der startede godt ud i dressuren og blev belønnet med 67,960%. Det betyder, at ekvipagen har 32,04 strafpoint med videre til terrænet lørdag. 

Copyright Ridehesten.com
EM-aktuelle Mia Rejnholdt Carøe på Holy's Bally. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Senere på dagen skydes CCI1*-Intro i gang med dressur, hvor der er 21 ekvipager til start. Her er der dansk deltagelse fra hele 13 ekvipager, der skal prøve kræfter med dressuren i dag. Her har vi blandt andet Thilde Holm Nielsen og Genova e. Fly Society XX/ Temple Wind XX til start, der også er til start i mesterskabet for ponyryttere med hele to ponyer. 

I morgen, fredag, gælder det igen dressur, hvor ponyrytterne skyder dagen i gang. Her er der 24 ekvipager til start, hvoraf fem af dem er fra Danmark. Rytterne skal kæmpe om det bedst mulige resultat, så de går ind til terrænet med så få strafpoint som overhovedet muligt. Senere på dagen gælder det CCI-3*-S, hvor 34 ekvipager skal på banen i dressur. Her repræsenterer otte af ekvipagerne Danmark, hvor vi blandt andet får OL-aktuelle Peter T. Flarup at se med hesten H.Carald Z e. Herald 3/ Solos Landtinus. 

Copyright Ridehesten.com
Thilde Holm Nielsen har foruden sin hest, også to ponyer til start. Her ses hun på ponyen Mirain Tiara. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Lørdag skal alle rytterne i terrænet, der bliver afholdt på Lundegaarden i Høsterkøb. Her er tyske Bernd Backhaus banedesigner, og han assisteres af polske Marcin Konarski, der netop er hjemvendt fra OL i Paris, hvor han agerede TD'er. Derudover er han på banebyggerteamet til VM i Aachen i 2026, så teamet af banebyggere består af yderst erfarene mænd, der bygger spændende og tilpas udfordrende baner til de modige ryttere. 

Søndag er den helt afgørende dag, hvor rytterne skal tilbage i Bernstorffsparken for at springe. Her bliver der spænding til det sidste, da enhver fejl tæller. En enkelt bom kan koste sejren, så søndag bliver spændingens dag, hvor der foruden spændende ridebanespringning også skal uddeles medaljer til de nykårede nordiske mestre. 

Du kan følge stævnets start- og resultatlister her. 

Copyright Ridehesten.com
OL-akutelle Peter T. Flarup er også til start. Her ses han med Fascination. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner