Anna Pørtner
De danske militaryryttere bliver flere og flere, og i den forgange weekend var en stor flok afsted til Nordic Baltic Championship i Össjö, Sverige, hvor Danmark stillede med ryttere til start i alle kategorier - pony, junior/ youngrider og U25/ senior. Weekenden bød både på danske medaljer, stærke præstationer og et stærkt sammenhold, der viser bredden i dansk military.
Holdleder Kerstin Emilie Dallmann og træner Jakob Binder Struck stod i spidsen for den danske delegation gennem en udfordrende, men medaljefyldt weekend. Military går blandt andet ud på omstillingsparathed, og det fik rytterne i den grad bevist, at de var i besiddelse af i løbet af weekenden, hvor både udfordringer og voldsomt regn prægede mesterskabet.
Fredag startede mesterskabet ud, hvor rytterne skulle ride dressur. Her red de danske ekvipager flotte ridt over hele linjen, og lagde sig i lovende positioner. Seniorerne og ponyholdet havde med deres flotte indsatser redet sig på guldkurs, mens junior/ youngrider-holdet lå til sølv. Foruden dressurkonkurrencerne bød aftenen på åbningsceremoni og rytterfest, som skød gang i mesterskabet på festlig vis.
Lørdag blev det tid til springning for alle ekvipagerne, og her blev danskerne desværre en smule udfordrede. Som bekendt kan alt ske i et mesterskab, og det blev bevist under lørdagens springning, hvor danskerne havde en svær dag og stillingerne blev rykket lidt rundt. Efter springningen lå alle tre danske hold til sølv i mesterskaberne, men søndagen bød på terræn-delen og her kan alt ske.
På trods af udfordringer på lørdagens springbane, viste de danske ekvipager virkelig flot form i terrænet. Både heste og ponyer leverede stærkt på den udfordrende bane, men det gjorde svenskerne også, som efter lørdagens springning havde lagt sig på guldkurs. Den position holdt de, men danskerne formåede altså ligeledes at holde fast i deres andenplads, og dermed blev det en sølvmedalje til alle tre danske hold, det til trods for voldsomt uvejr.
Voldsomme tordenbyger oversvømmede nemlig teltstaldene, og terrænet måtte afbrydes i 20 minutter på grund af lyn og kraftig regn. De danske ryttere skulle derfor forholde sig til ændrede starttider og skiftende baneforhold, der selvfølgelig blev noget mere glatte og våde end først antaget. Heldigvis lod danskerne ikke slå sig ud, og de kunne derfor tage hjem med en sølvmedalje til alle tre hold.
Individuelle medaljer
Foruden holdindsatserne har flere af de danske ekvipager også gjort sig rigtig flot bemærket individuelt. Én af dem er Dicte Gjetting og Amequ Torino, der red sig til en individuel sølvmedalje i junior/ youngrider-klassen. Det var ikke bare parrets allerførste NM sammen, det var faktisk også deres første internationale start, så for Ditte var det en meget stor oplevelse:
– Jeg er meget stolt af mit resultat her til NM, da det også var vores debut - og så er jeg virkelig beæret over at have så fantastisk en hest som Torino. Jeg har kun haft ham i otte måneder, og vi havde bare et virkelig fantastisk stævne. Vi førte den individuelle konkurrence efter både dressur og spring, og det var blot et enkelt sekund i terrænet, der holdt os fra guldet, men det gør ikke noget. Jeg er virkelig glad, og heldigvis har jeg mange år med ham endnu, fortæller Dicte.
Derudover red ponyrytter Rebecca Holm Nielsen og AC-Star Quickie sig også til en individuel medalje. Efter en flot og fejlfri tur i terrænet red de sig nemlig ind som tredje bedste ekvipage, og sikrede sig altså en individuel bronzemedalje. Det samme gjaldt for Annika Andersen og Apollo Creed, der fik en bronzemedalje i U25/senior-klassen efter tre flotte discipliner. Apollo Creed er blot syv år gammel, så en bronzemedalje på så højt niveau er virkelig flot.
Følgende ekvipager repræsenterede Danmark ved NM:
Pony:
Junior/ youngrider:
U25/ senior:
Kilde: DRF.