NM i military hos Sportsrideklubben

31-08-2024 12:04

I år kan de danske militaryryttere se frem til nordisk mesterskab på hjemmebane, når Sportsrideklubben endnu en gang byder velkommen til et mesterskab på deres fantastiske faciliteter. Mesterskabet fløjtes i gang den 5. september og strækker sig til søndag den 8. september

Copyright Ridehesten.com
De danske militaryryttere kan igen se frem til et fantastisk stævne hos Sportsrideklubben. Her ses Bianca Walton og Midt-West Faveur. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Når de nordiske mesterskaber i military for pony-, junior- og ungryttere bliver fløjtet i gang i næste weekend, er det med Sportsrideklubben som vært for 15. år i streg. De fantastiske faciliteter hos Sportsrideklubben byder op til et brag af et mesterskab, når deltagerne skal ride dressur i den smukke Bernstorffspark torsdag og fredag, i terrænet på Lundegaarden i Høsterkøb lørdag og tilbage i Bernstorffsparken for at springe søndag, hvor vinderne findes og hyldes. 

Copyright Ridehesten.com
Dressuren og springningen afholdes i den smukke Bernstorffspark hos Sportsrideklubben. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Formand for Sportsrideklubben, Jakob Leth, glæder sig til endnu en weekend i sportens tegn: – I 2009 afholdte vi for første gang nordisk mesterskab i military, og nu skal vi afholde militarystævne for 15. gang i træk. Det er vi selvfølgelig virkelig glade for og stolte over. Vi glæder os til at byde en masse modige heste og ryttere velkommen endnu et år, hvor vi faktisk oplever rekorddeltagelse i år med 120 tilmeldte heste og ponyer, fortæller Jakob. 

Copyright Ridehesten.com
Jakob Leth, formand for Sportsrideklubben. Foto: Ridehesten.com/ Jørgen Bak Rasmussen.

Udover de nordiske mesterskaber afvikles der også almindelige internationale 1-, 2- og 3-stjernede klasser, hvor der kommer nogle af verdens bedste militaryryttere fra blandt andet Tyskland. Derudover er der deltagelse fra Finland, Norge, Estland, Sverige og selvfølgelig Danmark. Én af de danske ekvipager vi får at se hos Sportsrideklubben i næste weekend, er Mia Rejnholdt Carøe og hesten Holy's Bally, der netop er hjemvendt fra et flot og lærerigt EM. 

Copyright Ridehesten.com
Mia Rejnholdt Carøe og Holy's Bally. Foto: Ridehesten.com/ Maria Lerche Mortensen.

Banerne bliver ikke op til tilfældighederne. Banedesigneren i military bliver nemlig tyske Bernd Backhaus, der assisteres af polske Marcin Konarski, der netop er hjemvendt fra OL i Paris, hvor han agerede TD'er. Derudover er han på banebyggerteamet til VM i Aachen i 2026, så teamet af banebyggere består af yderst erfarene mænd, der bygger spændende og tilpas udfordrende baner til de modige ryttere. Springbanen bygges af danske John Nielsen, der blandt andet er kendt af mange springryttere for at designe banerne til Christmas Show på Vilhelmsborg. 

Der bliver uden tvivl noget af ride om for de mange ryttere, når de gæster Sportsrideklubben til endnu et brag af et mesterskab, ligesom de spændte tilskuere som altid kan forvente at opleve topsport for alle pengene.

Du kan se foreløbige startlister lige her. 

Copyright Ridehesten.com
Det bliver et fantastisk stævne hos Sportsrideklubben. Foto: Ridehesten.com/ Thomas Bach Jensen.

 

 

 

 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner