DM-vinder: Det er kvalitetstid med din hest

22-09-2020 16:34

Annika Knudsen Lorentsen

– En af grundende til, at jeg rider TREC, er fordi jeg virkelig får kvalitetstid med min hest når vi er sammen om at klare de forskellige områder indenfor disciplinen, fortæller årets vinder af DM Lisa Kjer Andersen, som sikrede sig sejren med sin 18-årige hest Macimo

Copyright Ridehesten.com
Podiet ved Agria DRF Mesterskab 2020 i TREC. Foto: Louise Holmslykke Jensen
Nyheden fortsætter efter annoncen

I weekenden var Vindinge Rideklub i samarbejde med Hjortespring Rideklub  værter for Agria DRF-mesterskabet i TREC, og det var anden gang at danmarksmesterskabet er blevet afviklet i denne disciplin. 

Der var otte ekvipager til start, seks fra Sjælland og to fra Jylland. Selvom årets vinder måske godt kunne kaldes favorit til mesterskabstitlen, da hun var den af ekvipagerne med mest erfaring, så var det virkelig tæt løb mellem de tre bedste. 

Det endte dog med at sidste års nummer 2 i år sikrede sig sejren og guldmedaljen, men med blot 5 point ned til nummer to. Vinderen blev Lisa Kjer Andersen med den 18-årige Macimo e. Rockland/Diplomat (opdr. Gunnar Jensen), som sluttede med samlet 398 point. På andenpladsen blev det Maria Juul Rasmussen med Moremoney Magneto, som endte med samlet 393 point. Bronzemedaljen gik til Rebekka Nielsen med Klosterhedens London-Knight e. Londonderry/Schwadroneur (opdr. Margit Ørum).

– Vi lå rigtig tæt hele vejen og det var altså de små marginaler der afgjorde mesterskabet i år, forklarer Lisa og fortsætter:

– Det var en fantastisk oplevelse, selvfølgelig fordi jeg vandt, men nok mest af alt, fordi der var flere som bagefter fortalte mig, at de synes det er en fornøjelse at se mig ride disciplinerne. Jeg er stolt af, at folk synes om den måde jeg gør det på og jeg er glad for at være en god rollemodel. 

TREC er en disciplin, hvor samarbejdet mellem hest og rytter kommer på prøve i naturen. Der fokuseres på rytterens og hestens samarbejde i terrænet med stor vægt på rytterens evne til at finde vej og hestens lydighed og erfaring med naturlige forhindringer i et varieret terræn. 

TREC består af 3 faser: Orienteringsfasen (POR), Gangartsfasen (MA) og Forhindringsfasen (PTV). 

Nyheden fortsætter efter annoncen

Læs mere om TREC på Dansk Ride Forbunds hjemmeside:

www.rideforbund.dk

Erfarne ryttere hjælper nye
Lisa Kjer Andersen har været TREC-rytter siden det begyndte i Danmark, og siden 2016 har hun redet på internationalt plan, blandt andet med deltagelse ved VM i 2016 og EM i 2018, og derfor er hun også en af de mest rutinerede TREC-ryttere herhjemme. 

– Noget af det jeg rigtig godt kan lide ved sporten er, at vi går rigtig meget op i horsemanship, men også, at vi har et virkelig godt sammenhold på tværs af niveauer. Jeg synes vi er gode til at tage imod nye ryttere, og vi vil rigtig gerne hjælpe nye med alle de spørgsmål der ofte opstår når man skal starte med at ride TREC og deltage i stævner. 

For at klare sig godt i TREC skal man mestre mange aspekter indenfor ridedisciplinen, for hesten skal både være ekstremt lydig og opmærksom på rytterens hjælper, men samtidig være hurtig og kunne springe. 

– Jeg træner meget alsidigt, for det kræver den her sport virkelig. Jeg synes alsidigheden gør sporten spændende, og så kan jeg rigtig godt lide den kvalitetstid man har med sin hest undervejs, også selvom man er ved at præstere til et stævne. 

Se resultatet fra mesterskabet her. 

Copyright Ridehesten.com
Lisa Kjer Andersen og Macimo. Foto: Louise Holmslykke Jensen
Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner