Fem færdigkårede springhingste

18-03-2021 10:09

Marie Helene Rigård Rohleder

Avl

Fem fireårige springhingste er fremstillet til færdigkåring, og blandt dem løb det tidligere auktionsføl Cordento II DWB med de eftertragtede titler

Copyright Ridehesten.com
Cordento II DWB er udnævnt som fløjhingst i 4-års holdet og tildeles ligeledes Elvin Rasmussens vandrepokal. Fra venstre: ejer Jan List Christensen, datter Anne Hou Christensen, mønstrer Jesper Meyenburg, Inge Madsen og Johnny Hansen. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

De fireårige hingste med godkendt brugsprøve, og som tidligere er godkendt i Dansk Varmblod, er i år blevet evalueret uden fremstilling, idet dommerne kender hingstene fra sidste års kåring og har fulgt deres udvikling til og med 35-dages testen sidst på året.

Alle fem hingste har bestået en brugsprøve med et godt eller særdeles godt resultat. Kun den importerede hingst Bøgegårdens Chacoon, som har aflagt prøve i udlandet, er ikke tidligere fremstillet i Dansk Varmblod. Derfor blev hingsten fremstillet for dommerne under kåringsturneen i denne uge, hvor den også blev sprunget under rytter. 

Talsmand for avlsledelsens springkommission, Johnny Hansen, er begejstret over, at det er lykkedes ejerne at få denne hingst med topafstamning til Danmark. Den er med til at fuldende det flotte femkløver med fire danskavlede springhingste af høj kvalitet. Af de fire DV-registrerede hingste blev tre tildelt opdrættermedalje i sølv og en i bronze.

Cordento i særklasse
Hingsten Cordento II DWB er avlet af Linus Camitz, Glumsø, og er trukket på en hoppe, der selv har sprunget 160 cm. Med en stærk præstationsafstamning, hvor den tidligere OL-deltager og internationale avlsmatador Cornet Obolensky står som far, tiltrak Cordento II sig stor interesse på Dansk Varmblods Elitefølauktion i 2017, hvor Jan List Christensen trak det længste strå. Det skulle vise sig at være et godt køb.

Cordento II DWB blev sidste år godkendt i Herning, men var i stærk udvikling og blev derfor ikke indsynet til 10-dages prøve. Han gik derimod 35-dages test, hvor han havde fået styrke og udviste stor ridelighed og overbevisende springegenskaber.

– Han har fortsat udviklet sig meget positivt og fremstår i dag som en virkelig flot og betydelig hingst, fortæller Johnny Hansen på vegne af avlsledelsen, der har udpeget Cordento II DWB som fløjhingsten i holdet og tilmed også modtager af Elvin Rasmussens vandrepokal som årgangens bedste DV-registrerede hingst med godkendt prøveresultat. Hingsten blev ligeledes tildelt opdrættermedalje i sølv.

Alle hingste kan ses på sitet med foto og video fra kåringen samt fuld stamtavle mv.

Nyheden fortsætter efter annoncen

Beskrivelser og karakterer kan ses her og vil også blive opdateret på DWBstallions2021.dk

De fem kårede fireårs hingste:

Kat.nr. 100 Hesselhøj Captain Morgan DVH 1387 e. Casallco/Crelido, opdrættet og fremstillet af Anders S. Hoeck, Asperup. Tildelt opdrættermedalje i sølv.

Kat.nr. 101 Bøgegårdens Chacoon DVH 1388 e. Chacoon Blue/Emerald van ’t Ruytershof, opdrættet i Tyskland og fremstillet af Stina og Jørgen Schmidt, Bolderslev

Kat.nr. 102 Casper Ask DVH 1389 e. Ci Ci Senjor Ask/Kannan, opdrættet og fremstillet af Stutteri Ask A/S, Martofte. Tildelt opdrættermedalje i bronze.

Kat.nr. 103 Cordento II DVH 1390 e. Cornet Obolensky/Cardento, opdrættet af Linus Camitz, Glumsø og fremstillet af Jan List Christensen, Bjerringbro. Tildelt opdrættermedalje i sølv.

Kat.nr. 104 Gracieux H.A.P. DVH 1391 e. Grim St. Clair/Casir Ask, opdrættet af Helene A. og Kim Pedersen, Tørring og fremstillet af Ib Kirk, Øster-Assels. Tildelt opdrættermedalje i sølv.

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen