FEI indkalder til møde for at drøfte udvikling

27-08-2024 12:10

Det internationale forbund, FEI, indkalder nu til møde for at diskutere dressur med de udfordringer, der den seneste tid er blevet adresseret. Formålet er en fremtidig strategi for bæredygtig udvikling af sporten

Copyright Ridehesten.com
Det internationale rideforbund, FEI, indkalder til møde for at drøfte udviklingen inden for dressur. Foto: Ridehesten.com.

Det er næppe gået nogens næse forbi, at ridesporten har været i vælten den seneste tid, hvor særligt dressurryttere er blevet stillet til ansvar for diverse udfordringer såsom blå tunger, utilfredse heste, for hård ridning og uacceptable træningsmetoder. Derfor indkalder FEI nu til et møde, hvor dressurdisciplinen hovedsageligt vil blive diskuteret i dybden, for at kunne udvikle en bæredygtig strategi for sporten fremadrettet.

FEI har inviteret en lang række repræsentanter fra flere nationale rideforbund. Det drejer sig både om, ryttere, stævnearrangører, trænere, dyrlæger og andre eksperter på området. Mødet finder sted den 1. oktober 2024. Udover en diskussion om nutidens problematikker, mener FEI også, at mødet vil være en oplagt mulighed for at informere samfundet om relevant forskning og viden inden for faget, så eventuelle misforståelser i fremtiden undgåes. Derudover markerer mødet begyndelsen på en bredere strategi for at udvikle en omfattende, langsigtet strategi for dressur for at sikre fagets bæredygtighed og vækst. 

FEIs præsident, Ingmar De Vos, forklarer i en pressemeddelelse, at tanken bag mødet er at anerkende det kritiske sted, hvor ridesporten står lige nu, samt finde den bedst mulige løsning på problemet. Han opfordrer også til, at alle bør stå sammen i fællesskab med et åbent sind, for at arbejde sammen mod fælles løsninger med hestens velbefindende i højsæde: 

Copyright Ridehesten.com
FEI-præsident Ingemar De Vos. Foto: Ridehesten.com/ Kristine Ulsø.

Vores mål er nu at samarbejde tæt med alle vores interessenter for at løse de udfordringer, som dressuren står over for. Mens mange i vores samfund erkender, at situationen er hastende, forstår andre måske endnu ikke fuldt ud det kritiske tidspunkt, hvor ridesporten står i øjeblikket. Mens FEI er forpligtet til at søge kollektive løsninger og fremme konsensus, hvor det er muligt, er vores hestes sikkerhed og velvære fortsat vores topprioritet. Vores ultimative mål er at sikre, at dressur er en disciplin, hvor sporten udføres på en måde, der fokuserer på hestens ve og vel. I takt med at sporten udvikler sig, må vi tilpasse os og finde effektive løsninger på aktuelle udfordringer. Vores succes afhænger af fællesskabets vilje til at gribe disse spørgsmål an med et åbent sind og arbejde sammen mod fælles løsninger

I pressemeddelelsen henvises der også til initiativet Be a Guardian, som Ridehesten bragte en artikel om i slutningen af juli. Initiativet handler om, at alle der har med heste at gøre, uanset niveau, alder eller ambitioner, har et ansvar for hestenes velfærd, i form af at fremstå som hestens vogter. 

Kilde: FEI. 

 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner