Favoritsejr efter omspringning

31-01-2015 22:07

Britt Carlsen

Det blev en helt forrygende spændende DM-klasse da Ocean Textile Groups Indendørs DM skulle afvikles her til aften på Vilhelmsborg - favoritten Andreas Schou sejrede, men der måtte omspringning til for at afgøre mesterskabet

24 ryttere mødtes her til aften på Vilhelmsborg for at afgøre det danske indendørs mesterskab i springning for seniorer, og det blev en særdeles spændende og seværdig klasse. Banebygger Bo Bak Andersen havde udfordret rytterne med en teknisk sværhedsgrad, der drillede flere ekvipager, men alligevel formodede man, at klassen skulle afgøres blandt de 10 ryttere som kom til finalen med 0 fejl.

Rikke Haastrup Kristensen var den første rytter som formåede at ride fejlfrit og indenfor tiden, med Qualico Du Bobois fik hun et nedslag i kvalifikationen, så efter to runder stod hun med fire fejl. Det skulle vise sig at være et resultat, der gav adgang til omspringningen om medaljer - også Christian Schou red fejlfrit på Cabanus, men også han havde fire fejl i første runde. 

Det skulle så vise sig, at ikke en eneste af de 10 ryttere, der kom til finalen uden fejl, kunne gentage det i dag. Andreas Schou red på banen som sidste rytter og han havde afgørelsen i sin hule hånd, men det kiksede, da han fik nedsalg på tribblebaren. - Det var en af de forhindringer, som jeg absolut ikke forventede at få fejl på, fortalte han efter sit ridt på Allstar.

Rikke Thingholm rider i år sit første år i seniorrækken. Hun kom til DM-finalen med en fejlfri runde på Le Mans e. Lambrusco  Ask som familien selv har opdrættet. Le Mans sprang overbevisende, men med et nedslag, det gav hende dog adgang til omspringningen, hvor hun var fejlfri, hvilket rakte til en bronzemedalje i det skrappe selskab. 

Christian Schou fik 8 fejl i omspringningen og Christian Petersen og Quecia Alfarvad Z havde sejren indenfor rækkevidde, da hoppen gik stort af på sidste forhindring og det kostede nedslag. 

Rikke Haastrup lagde sig i spidsen for omspringningen, og den plads holdt hun indtil Andreas Schou igen red på banen som sidste rytter. Og så leverede han den 0-runde, som glippede i hovedspringningen og det i en tid, som gav ham sejren.

Der var en super stemning gennem hele mesterskabsklassen og de mange publikummer fik virkelig en god oplevelse på Vilhelmsborg lørdag aften. 

Se resultatet af klassen her

Andreas Schous vinderridt

Kristine Ulsø Olsen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Kristine Ulsø Olsen