Farvel til Romanov

20-02-2020 10:05

Britt Carlsen

Hvornår er det tid til at sige farvel til en elsket hest? Aldrig, vil de fleste sige, men på et tidspunkt kommer det så vidt, at det er et ansvar, vi må påtage os som hesteejere. I dag blev der sagt farvel til en af de betydende avlshingste og sportsheste, Glock's (Blue Hors) Romanov

Copyright Ridehesten.com
Romanov og Hans-Peter Minderhoud ved EM i Herning i 2013 - rytteren var sammen med hingsten til det sidste. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

I dag har Glock Performance Horse sagt farvel til avlshingsten GLOCK's Romanov. Herhjemme var han kendt under navnet Blue Hors Romanov, og den brune Rohdiamant-søn var forståeligt populær hos avlerne, da han har leveret stribevis at topheste i sporten og betydelige avlshingste - ikke mindst Årets Hingst i Dansk Varmblod fra 2019, Skovens Rafael opdrætter Kirsten B. Hansen og Jens Lund Pedersen og ejet af Lotte Lindgren og Stutteri Priess v/Lotte & Per Skjærbæk.

Romanov blev 20 år, og han var i behandling af specialister gennem en længere periode, men hans helbred blev stadig værre, med den konsekvens, at Glock  i dag, på råd fra de tilstedeværende dyrlæger, besluttede at lade ham gå over regnbuebroen for at skåne ham langvarig lidelse, som de skriver på hjemmesiden. 
Herhjemme var det Andreas Helgstrand, som gav hingsten sin grunduddannelse, herefter var det Sune Hansen, som red hingsten i Grand Prix-konkurrencer med en sejr i Hamburg og København, ligesom parret var på det danske landshold ved EM i Rotterdam. 

I oktober 2011 overgik Blue Hors Romanov til den tidligere verdensmester, hollandske Edward Gal, der red hingsten for Blue Hors i sæsonen 2012 med succes. I 2013 overgik hingsten til hollandske Hans-Peter Minderhoud, som tog ham til sejr i Aachen (CDI4 *), Drachten (CDI3 *), Hagen (CDI4 *) og Villach (CDI3 *).

Copyright Ridehesten.com
Romanov har haft stor betydning for avlen af dressurheste i Dansk Varmblod. Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

Hans-Peter Minderhoud var med Romanov til sidste øjeblik. ”Det er desperat trist, og alligevel ved du samtidig, at det er rigtigt” siger han. ”Romanov var en virkelig speciel hingst. Simpelthen fantastisk at ride, og det var sådan en vidunderlig følelse at sidde i sadlen på ham. Vi havde masser af succesrige konkurrencer og blev  europæiske mestere med det hollandske hold i Herning i 2013. Jeg vil savne ham så meget. Alle os her på GLOCK HORSE PERFORMANCE CENTER Holland vil savne ham. Han var en hest af en sådan karakter, en rigtig hingst og alligevel kom han virkelig ind i dit hjerte. Jeg klappede ham indtil sidste øjeblik i dag og lovede, vi ville se hinanden igen. ”

Copyright Ridehesten.com
I 2010 modtog Blue Hors Romanov HKH Prinsesse Benediktes vandrepræmie ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning, hvor han blev redet af Sune Hansen. Foto: Ridehesten.com/Sarah Clement

En international avlshingst
GLOCK's Romanov - blev født i 2000,  efter Rohdiamant og en Grundstein II-hoppe. Han var reservesieger ved hingstekåringen i Oldenburg i 2002 og kom herefter til Blue Hors. I 2004 blev han ”bedste dressurhingst” ved Dansk Varmblods hingstekåring i Herning, og blev hædret i Oldenburg som årets VTV-dressurhingst i 2008. Herhjemme blev han udnævnt til elitehingst og til Årets Hingst i Dansk Varmblod i 2011. Romanov kom i høj grad på verdenskortet, da hans søn Hønnerups Driver (opdr. Stutteri Hønnerup) med Andreas Helgstrand i sadlen i 2009 vandt verdensmesterskabet for 5-årige heste i Verden på så overbevisende vis, at det gav genlyd i hele hesteverdenen. 

Alene i Tyskland er Romanov far til mere end 10 kårede sønner og et stort antal toppremierede hopper. Herhjemme er han far til 1093 registrerede afkom og hingstene: Blue Hors Rosoff, Skovens Rafael, Romeo, Tailormade Red Rebel og cirka 200 registrerede avlshopper.

Heldigvis lever Romanov videre i mange sports- og avlsheste herhjemme. 

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner