Thomas Bach Jensen
Belgiens chef d'equipe i springning, tyske Kurt Gravemeier, meddelte i går, at landsholdet til EM i Herning i august kommer til at bestå af Ludo Philippaerts, Nicola Philippaerts, Dirk Demeersman, Judy Ann Melchior samt Jos Verlooy som reserve.
- Jeg mener, at vi har fundet en god ligevægt imellem erfaring og unge ryttere. Ludo Philippaerts og Dirk Demeersman har meget erfaring, Judy Ann Melchior er en fremragende rytter, og hun har en god hest. Så er der Nicola Philippaerts og Jos Verlooy. Sidstnævnte kommer måske som en overraskelse, men han har leveret nogle flotte præstationer de seneste uger ved Spruce Meadows. Nicola Philippaerts er også en ung rytter, der forstår at holde hovedet koldt i enhver situatioan. Vi har brug for de unge ryttere og jeg tror på dem!, forklarer Kurt Gravemeier.
Det er ikke et enestående tilfælde, at far og søn konkurrerer på samme hold, men det er alligevel en særlig begivenhed. Ved EM i Madrid for to år siden så man en lignende konstellation med Eric og Maikel van der Vleuten. For belgiske Ludo Philippaerts er det hans tiende europamesterskab, og hans bedste EM-placeirng hidtil er en andenplads ved EM 2001 i Arnhem med hesten Ottorongo. Den unge Nicolas Philippaerts, der vandt EM 2011 for ungryttere individuelt såvel som for hold, skal for første gang ride EM for seniorer.
- Jeg er meget godt tilfreds med at blive valgt til holdet. Det er fantastisk, at landstræneren har så meget tillid til mig og har valgt mig i så ung en alder, udtaler Nicola Philippaerts.