Britt Carlsen
Der var jubel i den danske lejr på opvarmningsbanen efter prinsesse Nathalies ridt på Digby e. Donnerhall opdrættet på Berleburg af HKH Prinsesse Benedikte. - Jeg kan næsten ikke forstå det her, sagde en tydeligt bevæget og særdeles glad Nathalie zu Sayn-Wittgenstein. Hun var den sidste rytter i Grand Prix-klassen. - Det er min bedste Grand Prix til dato, han accepterede fuldt ud min hånd og mine schenkler og han blev hos mig hele vejen, fortalte hun. Nathalie på en flot andenplads At hollandske Adelinde Cornelissen på Jerich Parzival lagde sig mageligt i spidsen i aftenens Grand Prix med 80,92% efter at have vundet de fire kvalifikationer hun har deltaget i i denne sæson var at forvente, men at prinsesse Nathalie og Digby skulle blive dem der kom hende nærmest med 76,85% var en glædelig positiv overraskelse. Som sidste rytter i klassen og med et fejlfrit og ubesværet ridt forviste Nathalie Ulla Salzgeber på Herzruf´s Erbe (76,23%) til tredjepladsen, medens Isabell Werth på Satchmo (74,79) måtte tage sig til takke med at blive nummer fire. Selv om Grand Prixen ikke tæller med til selve World Cup-finalen men kun er kvalificerende og afgørende for startrækkefølgen, så tegnede der sig trods alt et temmeligt klart billede af hvem man kan forvente på sejrsskamlerne når det lørdag aften kl. 18.00 for alvor går løs for de 15 af klassens 17 deltagere. Den 18'ende, Sergey Puzkos hest Kompliment, kom ikke til start i GP'en, da den ikke kom igennem vet-tjekket. De to danske heste; Skovlunds Mas Guapo redet af finske Mikæla Lindh og Leo af Magnushøj redet af Nina Hoffmann er de to ryttere, som desværre ikke går videre til finalen.