Et nyt kraftcenter i Nordjylland

20-06-2016 18:38

Britt Carlsen

Der er store ambitioner for ridecenteret Uggerhalne Sportsrideklub, som i dag blev indviet. Ikke alene vil stedet rumme handicapridning, elevridning og eliteridning, men også 4-stjernet internationalt stævne næste år

Marianne og Andreas Helgstrand ledte efter et hus, som kunne rumme de ansatte. Det lykkedes ikke rigtigt, før de besluttede at køre ind af indkørslen overfor Helgstrand Dressage og ind på det ridecenter som rummer Uggerhalne Sportsrideklub. Efter købet af ridecenteret er de eksisterende bygninger jævnet med jorden  (på nær stuehuset), og et funklende nyt, fuldisoleret ridecenter blev i dag indviet. To ridehaller, 62 store bokse og fem løsdriftsstalde til elevheste, handicapheste og ungheste fra Helgstrand Dressage. Fra løsdriften kan hestene gå ud på en græs– eller sandfold.

Hagen i Uggerhalne
Andreas Helgstrand har et stort ønske om at invitere til internationalt stævne på stedet, og har opført en ridebane på 72 gange 85 meter med to opvarmningsbaner. Der er 7000 kvm armeret parkeringsplads rundt om ridecenteret, som allerede i august inviterer til landsstævne.

– Jeg syntes det internationale stævne i Hagen er så godt, det vil vi forsøge at kopiere, fortæller Andreas. Han er gået samme med Jens Trabjerg om at arrangere 4–stjernet internationalt stævne i dressur og springning til i starten af juni næste år. Det er det internationale stævne i Odense, som nu flyttes til Uggerhalne. Det betyder international Nations Cup i både dressur og springning og ambitionerne om at lave et helt uforglemmeligt ridestævne er helt klart tilstede hos arrangørerne.

Et elitecenter for alle
Uggerhalne Sportsrideklub kommer til at holde fast i sine værdier, og tage god hånd om elevskolen og de opstaldede ryttere. Samtidig stiller beridere og beriderelever fra Helgstrand Dressage sig til rådighed og vil stå for undervisningen i springning og dressur på stedet.

Det er som Andreas siger, et stort projekt med fart på, og så ser han frem til mange sjove timer sammen med de mange engagerede frivillige på stedet.

Klubbens formand Lise Knudsen sagde bl.a. i sin tale: Skønnere sted findes ikke, og så så hun frem til de mange store og små opgaver, som klubbens skal løse i fremtiden. Hun takkede klubbens medlemmer for deres forståelse i de 10 måneder byggeriet har stået på, og fortalte om det gode samarbejde, der eksistere mellem klubbens bestyrelse og Marianne og Andreas Helgstrand, noget Andreas også berørte i sin tale til klubbens medlemmer og de mange der var mødt frem til indvielsen.

Læs mere om planerne mv. i magasinet Ridehestens juli nummer. 

Astrid Ø. Sørensen

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Astrid Ø. Sørensen