Juliemaja Søndergaard
Uggerhalne Sportsrideklubs halloweenpyntede ridehal lægger i denne weekend rammer for et større distriktstævne i dressur. Der har været klasser på forskellige niveauer fra LA1 og op til MA1 for hest og PRM for pony. Ydermere er der i morgen, søndag, flere klasser udskrevet som D-klasser, hvor det for ponyryttere er muligt at ride LD og hesteryttere LC.
Morgenen startede med LA1-6 for pony, hvor Emma Bundgaard Sørensen med ponyen Volhøjgaards Dancing Queen e. Soldals Champagne (opdr. Christina Volhøj) red et flot ridt og blev belønnet med 69,483%. Det sikrede dem sejren i klassen.
Efterfølgende var det tid til de højere ponyklasser, PRT og PRM, og her blev det Malou Birkemose Sigtenbjerggaard med den kun 6-årige Strandgaards Martinelli e. FS Mr. Right/ FS Champion De Luxe (opdr. Gest. Følle Strandgaard), det red sig ind på en flot 1. plads med hele 71,500%.
Senere på dagen blev det hestenes tur, hvor der blev lagt ud med MA1. Her blev det Luna Kølbæk Rosenberg og Kamar’s Extreme Noir Hit e. Escolar/ De Noir (opdr. Stald Kamar v/ Morten Kappel Petersen), som sejrede i klassen med 69,444%.
I afd. B i procentklassen MB0-3 blev det Alex Baker, der red sig til tops med 71,667%. Det gjorde hun på hesten Zelladine Nobel e. Blue Hors Zack/ Solos Landtinus (opdr. NobelFood Holding ApS).
I afd. A i procentklassen MB0-3 var det igen Malou Birkemose Sigtenbjerggaard, der endnu en gang var den bedste. Denne gang var det på hesten Skikkild’s Affection e. Tailormade Attention/ Weltjunge (opdr. Peter Jensen), og de red til 70,641%.
I procentklassen LA4-6 afd. A & B kunne det ikke blive mere tæt. Cecilie Poulsen og Emilie Bach Pedersen endte på en delt førsteplads med 68,167%. Cecilie Poulsen havde hesten Haurums Zee Mann e. Blue Hors Zee Me Blue/ Playboy (opdr. Henrik og Dan Christiansen) med sig på banen, mens Emilie Bach Pedersen red på Toftegårdens Cincinnati e. Uno Don Diego/ Come Back ll (opdr. Henrik Pedersen).
Dagens sidste klasse var en LA1-3 afd. A & B procentklasse, hvor mange unge heste var til start.
Der blev redet tæt, men Karoline Stryn Hajslund og Farrock e. Blue Hors Farrell/ Diamond (opdr. Malene og Henrik Karlsen) tog sejren i klassen med 69,259%.
Ridehestens fotograf har været til stede bag kameraet hele lørdagen, og billederne vil være online her på siden hurtigst muligt.