Er mit dækken regntæt?

14-10-2022 18:06

Charlotte Berwald

Nu da efteråret er ankommet med både regn og rusk begynder flere hesteejere at lægge dækken på deres heste. Hvordan sikrer man sig, at man får købt et godt dækken, der rent faktisk kan holde til en hel dag på folden? I samarbejde med Tina Præstiin fra Tika Rideudstyr har vi lavet denne guide til dig

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard
Nyheden fortsætter efter annoncen

De fleste hesteejere lægger dækken på af bekvemmelighed. Det er de færreste, der har tid til at vente på, at hesten selv tørrer. Derfor vælger mange ryttere at lægge et dækken på deres hest, så de kommer ud til en tør og ren hest, der er klar til dagens ridetur. Heste, der er importeret fra varmere himmelstrøg kan også have behov for at gå med dækken, da de ikke er vant til det nordiske vejr. 

Hals eller ej?
Der vil altid kunne komme lidt vand ind ved halsåbningen. Dette vand, risikerer du, trænger ind i foret og dermed spreder sig til hele dækkenet. Derfor kan du med fordel vælge et dækken med hals eller et, hvor du kan sætte en løs hals på til de dage, hvor der kommer regn. Sørg for, at halsen er stor, hellere lidt for stor end lidt for lille. På den måde sikrer du, din hest maksimal frihed til at sænke hovedet og græsse uden gener.

Hvordan vælger man den rigtige størrelse?
Dækkener kommer i mange størrelse, nogle mærker har fem centimeter mellem hver størrelse og andre kommer i ti centimeters intervaller. Det mest almindelige mål er rygmålet, men dette kan man aldrig være helt sikker på nu også passer, idet nogle producenter beregner rygmålet anderledes end andre. Derfor er den bedste metode at finde hestens totalmål. Det gør du ved at måle fra brystet til bagerst/midt baglåret.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Vandsøjletryk
Dækkeners evne til at afvise vand måles i MM. Så snart et dækken er 1000 MM, må det sælges som vandtæt, selvom det dog nærmere er vandafvisende. Derfor er 2000 MM det absolutte minimum, og fra 3000 MM og opefter er det mest almindelige og kan holde til langt de fleste dages danske vejr, men kan give op ved skybrud og vedvarende regn. Derfor er flere dækkenproducenter også så småt begyndt at producere dækkener, der kan klare helt op til 10.000 MM, men disse er selvfølgelig også tilsvarende dyrere. Her må man vurdere, hvad ens behov er, og så er det en god ide at tilse hesten og dens dækken ved vedvarende regn.

– Går din hest mange timer på fold eller i løsdrift, kan den godt have behov for et dækken, der kan modstå et højere vandsøjletryk end en hest, der kun kommer på fold nogle timer hver dag eller som tages ind, så snart vejret begynder at vise tænder, siger Tina Præstiin fra Tika Rideudstyr.

Åndbarhed
Det er meget vigtigt at huske på, at hvis et dækken bliver så tæt som en plasticpose, så kan der ganske vist ikke komme vand ind, men så kan der til gengæld heller ikke komme fugt ud. I sådan et tilfælde vil der hurtigt blive skabt kondens under dækkenet, når hesten ikke kan komme af med overskydende fugt og varme. Derfor skal du også kigge på dækkenets åndbarhed, når du køber dækken. Åndbarhed måles i MVT. Sørg for at vælge et dækken på minimum 2000 MVT, men se gerne, om du kan komme op på 3000 MVT.

Nyheden fortsætter efter annoncen

– Husk på at uanset, hvor åndbart dit dækken er, så er de allerfærreste dækkener designet til at blive lagt på en våd hest. Lad derfor din hest tørre iført et ulddækken eller et stalddækken først. Hvis din hest sveder meget, kan du også overveje at klippe den, siger Tina Præstiin.

Rivfasthed
Din hests dækken skal selvfølgelig også kunne holde til, at den leger på folden. Derfor er det vigtigt, du tjekker rivfastheden, når du leder efter nyt dækken. Denier er den "måleenhed", man bruger til styrke/tykkelse af materialet. Her er det vigtigt, at du sikrer, at dit nye dækken er mindst 600 denier. Hvis din hest er meget legesyg, kan du overveje, om du skal købe et dækken i 1200 denier, for at det kan holde til mere.

Copyright Ridehesten.com
Tina Præstiin. Foto: Privat

Sådan tilpasser du dit dækken
Sørg for, at det ikke sidder for løst ved halsåbningen. Hvis der er for meget plads, kan dækkenet rutsje rundt. Sørg for, at der er en håndsbredde plads under gjordene. Er der for lidt plads, bliver det ubehageligt for din hest. Er gjordene for løse, risikerer du, at din eller din hests foldkammerater sidder fast i dækkenet og kommer til skade. Det samme gør sig gældende for bagbensstropperne. Her skal der også være plads til en håndsbredde mellem strop og hest, målt inde ved låret. Stropperne skal fæstnes i den samme side, som de sidder, men krydses en enkelt gang bagtil for at hjælpe dækkenet med at blive siddende. Et ordentligt tilpasset dækken minimerer risikoen for skader.

Når det virkelig regner
De dage, hvor vejrguderne virkelig har planer om at give den gas med regnen, kan du med fordel give din hest et lidt tykkere dækken på eller sætte en ekstra liner i dit dækken. På den måde kan du hjælpe din hest med at undgå, at der kommer for meget kondens under dækkenet. Lineren må gerne være fem centimeter kortere end dækkenet, men aldrig større end dækkenet. Hvis lineren er for stor, kan den stikke ud bagtil, blive våd og dermed suge fugt ind til hesten.

Copyright Ridehesten.com
Foto: Ridehesten.com/Annette Boe Østergaard

Pas godt på dit dækken
Uanset hvor god kvalitet du køber, skal du selvfølgelig sørge for at passe godt på dit dækken, så det får en længere levetid. Sørg for at børste mudderet af. Når du vasker dit dækken så sørg for, at det ikke bliver vasket for varmt, og det må under ingen omstændigheder komme i tørretumbleren. Det må lineren dog, i en snæver vending. Dækkener og linere har imidlertid bedst af et tørre på et stativ, enten ude i solen eller i et varmt rum, som eksempelvis dit fyrrum. Sørg også for at have et reservedækken liggende.

Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om valg af dækken, kan du læse artiklen “Tid til dækkener” i Magasinet Ridehesten oktober 2022. Her har vi taget en snak med dyrlæge Mette Hansen fra Horsedoc Hestehospital om, hvordan man vurderer, hvor varmt et dækken hesten har brug for, hvornår det er tid til at lægge dækken på, hvilke overvejelser man skal gøre, inden man klipper hesten, og meget mere.

Magasinet kan du købe enkeltvis i vores webshop, eller du kan tegne et abonnement, så du hver måned modtager et magasin spækfyldt med viden om træning, avl, fagligt og meget mere.

Anna Pørtner

Tip nyhedsvagten

Har du en nyhed eller god historie?

Kontakt Anna Pørtner